Fintry

Søndag, d. 26/8

Fintry er opkaldt efter et skotsk gods! Historien bag er, at for godt 100 år siden kom en rig skotte, som var på jagttur, forbi. Han besluttede at købe hele området for at dyrke frugt og opdrætte kødkvæg. Af tilbageværende bygninger fra tiden som landbrugsejendom er bl.a. den bemærkelsesværdige 8-kantede kombinerede lade/stald, som blev opført, da man overgik fra kødkvæg til malkekvæg i 1924. Laden var dagens første kulturelle mål, så efter morgenmad og madpakkesmørring var det af sted. Ved laden blev vi budt velkommen af en ældre mand, som viste sig at være frivillig kustode og dermed ansvarlig for at give os en rundvisning i laden.

Hugo, mor og Hjalte foran den imponerende 8-kantede lade, som teknologisk var langt forud for sin tid.

Laden viste sig at være en større teknologisk bedrift med cementgulve og stor grad af arbejdskraftbesparende teknologi. Mor var så imponeret, at når hun skulle fortælle detaljer om de enkelte tings anvendelse, slog over i dialekt!

Efter den guidede tur i laden, var det tid til på egen hånd at udforske en af hovedårsagerne til den store succes Fintry-ejendommen havde i sin tid – det nærliggende vandfald. For at kunne dyrke æbler og græs/hø til kvæget af høj kvalitet, var 2 ting nødvendige: frisk vand og ”kraft”. Begge dele kunne opnås ved at ”tæmme” vandfaldet; en bedrift, der af mange blev anset som en umulighed - men det lykkedes, hvormed grundlaget for succes var lagt.

Hele familien foran det vandfald, som var grundlaget for succesen på Fintry.

Hugo og far på trapperne; Hugo havde egentligt lovet at tage alle 350 selv, men gav op halvvejs.. stakkels far!

Turen op var via trapper med samlet 350 trin! Ned igen tog vi en længere omvej, hvor udsigten over området og søen kunne nydes.

"I can see my house from here". Udsigten over søen og lejrpladsen - vores camper skimtes nederst til venstre.

Turen ned til laden igen var hård for både Hugo og far.

Tilbage ved laden igen, var der frugtpause inden turen gik mod vandet, hvor madpakken skulle indtages. På turen tilbage mod lejren langs vandet kom vi i første omgang forbi det gamle pakhus, hvor udskibning af frugten havde fundet sted. Det egentlige mål var dog ejendommens hovedhus, der nu også var omdannet til museum. Her var det mest interessante værelse jagtstuen, som bar tydeligt præg af grundlæggerens store interesse for netop jagt.

Så kan vi godt tage hjem igen - nu har vi set en bjørn.

Der blev også gjort holdt ved en labyrint. Denne var dog ikke en original del af gården, men en senere tilføjelse. Det var svært ikke at afprøve udsagnet om, at distancen ind til centrum ved at følge labyrintens snørklede gange skulle være næsten 1km på trods af cirklens omkreds på mindre end 20m.

Mor og Hjalte klarede hele turen rundt i labyrinten.

Tilbage i lejren havde vi fået nye nabo – familier med børn, hvilket betød nye legekammerater til Hugo. Sæbebobler er åbenbart en universel ”opfindelse”; i hvert fald var det en fælles opgave at forsøge at indfange de mange bobler.

Hugo med en af naboerne og en masse sæbebobler.