Farvel Banff

Torsdag, d. 13/9

Endelig så vejret ud til at være med os, hvilket betød, at der ikke længere var en undskyldning for ikke at tage traveskoene på og tage en tur op på toppen af Tunnel Mountain. Bjerget som man i første omgang havde vurderet skulle udstyres med en tunnel for at jernbanen kunne køre gennem Bow Valley. Senere fandt man dog en anden løsning, således at en tunnel ikke blev nødvendig, men navnet forblev – så Tunnel Mountain har altså ingen tunnel.

Her er mor og drengene gået i udbrud på vej op ad Tunnel Mt.

Da Banff by ligger i ca. 1.400m højde, og bjerget er 1.690m højt, tydede det på en gåtur indeholdende små 300 højdemeter. Men ved hjælp af vores GPS fandt vi en mindre P-plads en smule oppe ad bjerget, som reducerede behovet for at ”klatre” med 70-80m, hvorved vi var nede på godt 200 højdemeter og godt 2km trail. Om det var denne reduktion, der gjorde udslaget skal være usagt, men under alle omstændigheder lykkedes det Hugo at gå hele vejen op ved egen kraft – imponerende.

Mor nyder et velfortjent æble og udsigten til Banff Springs Hotel.

På toppen var der selvsagt en fantastisk udsigt; ikke fordi de små 1.700m er imponerende ift. nogle af de mange andre bjerge, der omgiver byen, men mere fordi Tunnel Mountain nærmest ligger inde i byen. Som illustration herpå kan nævnes, at vores campingplads, som lå mindre end 2km fra centrum ikke kunne ses fra den samme side af toppen som byen kunne. På nedstigningen virkede Hugo til stadig at have kræfter i behold. Men da han (på trods af utallige formaninger om ikke at løbe) alligevel fik for meget fart på til at fødderne helt kunne følge med, og han derfor tog et styrt, fordampede kræfterne som dug for solen, og han måtte i bæretasken resten af vejen ned – men hvad pokker det er jo netop det, tasken er købt for (og hellere slæbe ham ned end op).

Udsigten over byen. Til Højre for broen anes Banff Park Museum (Den pagodeagtige træbygning). Øverst til højre ses Vermilion Lakes. Til venstre for broen kan Cascades of Time Gardens fornemmes; omend blomster er svære at se på denne afstand.

Nede igen var tidspunktet for frokost så småt ved at nærme sig. Den blev indtaget på skovtursmanér i ”Cascades of Time Gardens”, en botanisk havemed en overflod af blomster, små damme (uden vand; om det skyldes årstiden med risiko for nattefrost eller en om større renovering var i gang, vides ikke), en lang række broer og små pavilloner. Med solen fremme og en vind, som havde lagt sig, var det svært at være utilfreds…

Mor og drengene i Cascades of Time Gardens. Hugo er vist ked af, at der ikke er vand i dammene, når der nu er så mange dejlige sten at kaste med.

Så var tiden kommet til at forlade Banff for at fortsætte turen mod Kootenay NP. Inden vi helt sagde farvel til Banff tog vi en mindre omvej forbi ”Vermilion Lakes”, et vådområde umiddelbart udenfor byen, hvor der er gode muligheder for at observere alverdens fugle – og hvis man er rigtig heldig en elg. Elge blev det dog ikke til, men ænder og fiskehejrer er vel også værd at tage med.

Da vi ikke havde travlt (det har vi sjældent på denne tur) tog vi igen den gamle hovedvej, Bow Valley Parkway, denne gang nordover. Så var der også mulighed for at stoppe ved nogle af de mange seværdigheder vi sprang over pga. regnvejret, da vi kørte sydover. Et af disse stop blev gjort ved en del af skoven, man havde brændt af (med fuldt overlæg) for 20år siden. Man er nået til en erkendelse af, at skovbrande er en naturlig del af livets cyklus, hvorfor de ikke for enhver pris skal bekæmpes, hvilket man gjorde indtil for ca. 25år siden. Det er nemlig sådan at ild giver liv… De gamle tætte skove med en hovedvægt af flere hundrede år gamle træer udelukker nogle former for liv; ikke bare planteliv, men også dyreliv. Fødegrundlaget for de store planteædere såsom hjorte, elk, elge og bjørne (altædere) er ikke til stede i gamle skove, og uden disse dyr, forsvinder næste led i fødekæden (ulve, pumaer) selvfølgelig også. Så en ”sund” nationalpark skal ligne et stykke ”patchwork”, når den ses fra oven – der skal være skove i alle aldre.

Mor/Hjalte og Hugo befinder sig i hver sin nationalpark og i hver sin provins!

Så skulle man tro, vi havde fået nok af afbrændte træer, men nej. Umiddelbart efter vi havde krydset ”Vermilion Pass” og dermed forladt Banff NP og kørt ind i Kootenay NP, drejede vi ind på en rasteplads, hvorfra trailet ”Fireweed” startede. På dette trail går man gennem en skov, som brændte for 40år siden. Skoven bærer stadigt tydeligt præg af branden med afsvedne træer, men også med store grønne arealer, hvor de planter, som kræver en brand for at få en chance (”Logpole Pines” kogler kræver en temperatur på mere end 100 grader for at åbne sig og frigive sine frø) har fået overtaget. Over de næste århundreder vil mere skyggeresistente træer igen få herredømmet – og sådan er skovens cyklus.

Hugo viser far de mest interessante dyr på planchen, mens far forsøger at finde ud af, hvad dyrene gør, når skoven brænder.

Da Kootenays eneste rasteplads, som er åben på denne tid af året, ligger i den vestlige udkant af nationalparken, og vi netop var kommet ind fra øst, besluttede vi at overnatte på en af de mange rastepladser. Valget faldt på rastepladsen ved ”Marble Canyon”, hermed ville vi også være klar til at gå en morgen/formiddagstur på trailet af samme navn uden at skulle ud at køre først.