National Bison Range

Søndag, d. 23/9

Da en Safeway-parkeringsplads ikke er jordens mest spændende sted at opholde sig, var vi på farten igen ikke meget efter solopgang; morgenmaden måtte så indtages senere. På vores papirkort over det vestlige USA & Canada er der afsat et lille symbol med teksten ”National Bison Range”, og da dette symbol tilsyneladende (kortet er i skala 1:2.400.000, så nøjagtighed er ikke dets største force) befandt sig relativt tæt på vores rute sydover, havde vi besluttet, at vi ville se nærmere herpå. Det viste sig at være en overordentlig god idé.

”Tungen lige i munden”. Når gennemsnitsfarten er mindre end 10km/t, vejen er ensrettet, og der ikke er andre trafikkanter, er der plads til at lade en 2-årig styre.

National Bison Range byder på et meget informativt besøgscenter, hvor man bydes velkommen af en gigantisk udstoppet bison. Her er også opridset bisonerne historie, hvor det absolut mest skræmmende er, hvor tæt man var på helt at udrydde disse majestætiske dyr – på mindre end 25år lykkedes det at forvandle en bestand på nok 25.000.000 til omkring 100! (nej, der er ikke tale om trykfejl: Fra 25milioner til ca. hundrede).

Godt den er udstoppet. Tror ikke, ”hegnet” havde holdt den tilbage.

Omend besøgscenteret er interessant, er det ikke den største attraktion. Det er derimod den mere end 30km lange rundstrækning inden i reservatet, hvor man færdes ikke bare blandt de ca. 400 bisoner, men også har mulighed for at se: Whitetail Deer, Elks/Wapities, Pronghorn Antelopes, Bighorn Sheep, Mule Deer, Black Bears og alverdens fugle, heriblandt: Golden Eagles og Ospreys. Og vi så dem alle (Bighorn Sheep undtaget)!

”Are U talking to me?” Et styk bisontyr close-up.

Undervejs bliver man flere gange advaret mod at stå ud af bilen, da der er tale om vilde dyr, hvis adfærd ikke kan forudses. Det har dog ikke forhindret dem i at lave 2 mindre trails midtvejs på rundturen, hvor man godt må stå ud og strække benene. Da vi nåede det første af disse, havde vi netop passeret en flok på godt 20 bisoner, så vi valgte at lade benene være bøjet et par minutter endnu, indtil vi nåede trail nr. 2.

Til højre ses skiltet, der indikerer, at her starter trailet; til venstre ses en lille del af bisonflokken i sidespejlet. Har du lyst til at stå ud her?

Dette leder én til reservatets højeste punkt, hvor man under normale omstændigheder (der er en hel del større skovbrande i det nordvestlige USA, så sigtbarheden er noget nedsat), har en fantastisk udsigt. Vi kunne dog sagtens få øje på to større flokke af bisoner, der nok talte i omegnen af 100 dyr hver.

Familien på reservatets højeste punkt. "Tågen" i baggrunden skyldes de mange skovbrande i området.

På trods af den nedsatte sigtbarhed, var det stadig muligt at få øje på en større flok bisoner.

Da det blev tid til frokost, valgte vi at drage fuld fordel af, at vi befandt os i vores mobile hjem. Vi valgte simpelthen at holde ind til siden og nyde både dyreliv og maden samtidig. Det viste sig at være en fantastisk idé, for mens majspandekagerne med salat, pastrami og salsa blev indtaget, nærmest omringede en flok antiloper bilen, samtidig med at en større Elk/Wapiti-tyr spankulerede brølende rundt ved bredden af den nærliggende flod – ikke en oplevelse, man får hver dag.

De ”pæne” antiloper venter artigt for enden af vores camper, mens hannen desperat forsøger at indfange et par ”uartige” antilopehunner, der er stukket af fra haremmet. De fik åbenbart ikke nok opmærksomhed, eller måske havde han glemt deres årsdag? 

 Et lille klip med en Elk/Wapiti-tyr der udviser dominans for at skræmme andre hanner væk. 
 

Efter at have brugt mere end 4 timer på de godt 30km rundstrækning, endte vi tilbage ved museet, hvor vi forgæves efterspurgte en køleskabsmagnet, hvilket de desværre ikke havde. At de ikke har helt styr på deres souvenirbutik, kan på ingen måde slå skår i glæden over en fantastisk dag – National Bison Range 100km nord for byen Missoula er afgjort et besøg værd.

Bare rolig - gevirer tabes årligt. Så her er tale om en indsamling og ikke et resultat af pågrebne krybskytter eller lignende.

Vi havde egentligt en idé om, at vi skulle have kørt godt 300km mere i dag, således at vores næste planlagte seværdighed, Spøgelsesbyen Bannack, var indenfor en times kørsel, men da Bisonerne havde frarøvet os det meste af dagen, nåede vi ikke helt så langt, inden sulten meldte sig. Vi valgte derfor at søge mod KOAen i byen Butte. Her var der ingen problemer med at få plads, da sæsonen også her er ved at nærme sig sin afslutning. Tilbage var bare at beslutte om, vi skulle lade camperen tage en ”hviledag”, eller fortsætte videre sydover i morgen.