Farvel Canada

Torsdag, d. 20/9

Dagen var kommet, hvor det var på tide at sige farvel (forhåbentligt bliver til et gensyn med dette fantastiske land en gang i fremtiden) til Canada og goddag igen til USA. Efter de mere trivielle gøremål, såsom at fylde ferskvand på op tømme tankene, var eneste stop, inden Waterton Village blev forladt, ved Pearls Café. Her blev de sidste par dages blogindlæg oploaded, mens mor og Hugo fik sagt pænt farvel til Annie, Hugos veninde fra i går.

Bjørnen her var mindre end 10m fra vejen. Alligevel er den ikke helt nem at få øje på; slet ikke når man kommer kørende med øjnene rettet mod trafikken/vejen – så gad vide, hvor mange man har kørt lige forbi uden at se?

Første stop var planlagt ved bisonindhegningen, hvor vi lige ville se de majestætiske dyr en sidste gang - men helt sådan gik det ikke. Allerede få km udenfor byen sad der en bjørn i krattet i vejsiden – og den kunne vi ikke passere uden at tage et par billeder. Bjørnen var tilsyneladende fuldstændigt uberørt af trafikken på den nærliggende vej og havde kun øjne for sin frokost. Efter et par minutter var det på tide at komme videre – ikke fordi det ikke er fascinerende at iagttage bjørne på relativt tæt hold, men mere for ikke at forstyrre de vilde dyr unødigt (også selvom den så ud til ikke at tage notits af os).

Et lille klip med bjørnen. Bjørnen har antageligt for travlt med at få fyldt depoterne, inden det er tid til at gå i hi, til at lade sig forstyrre af vores tilstedeværelse

Ved bisonindhegningen kunne vi med det samme se, at vi langtfra ville få den samme oplevelse som for 2 dage siden, hvor bisonerne var nærmest i berøringsafstand. Bisonerne stod nemlig helt op af hegnet et godt stykke fra vejen gennem indhegningen, så var det ikke for som zoomfunktionen på kameraet, kunne de sagtens have været forvekslet med almindelige køer.

Her ses det meste af den lille bisonflok og hegnet, som sørger for, at de ikke bare buldrer ud over prærien som i (de gode) gamle dage.

På vejen igen var næste (forhåbentligt korte) stop ved grænsen. Den valgte grænseovergang ligger umiddelbart udenfor nationalparkerne og er næppe den mest trafikkerede, faktisk holder grænseovergang lukket halvdelen af året! og på dagen i dag lukkede den kl. 17.00. Der var ingen problemer med at komme tilbage ind i USA; Hugo skruede op for charmen, smilede med hele ansigtet, vinkede med begge hænder og sagde: ”hej, hej mand” – og så har selv en bistert udseende grænsevagt med skudsikker vest og pistol i bæltet svært ved ikke at smile og vinke tilbage.

Her er den lille charmør i færd med at lave en kæde af aber. Det er egentligt et spil, men Hugo synes, det er meget sjovere at hænge dem alverdens steder i camperen.

Da Glacier NP, som tidligere nævnt, grænser op til Waterton Lakes NP, var det bare et spørgsmål om at finde en vej, vi kunne dreje ind ad. Efter at have købt et årskort til alle de amerikanske nationalparker (North Cascades NP, som vi besøgte for en måned siden, opkræver af uvisse årsager ikke entre), var første stop den rangerstation, som ligger for enden af vejen sammen med lejrpladsen. Den venlige ranger anbefalede en række trails, som var velegnede med småbørn, og reklamerede samtidig for aftenens rangerforedrag på det nærliggende Many Glaciers Hotel; foredraget havde titlen: ”Biodiversity in Glacier NP. Desværre havde hun også dårlige nyheder: Den legendariske ”Going-to-the-sun Road”, som er Glacier NP klart største trækplaster, var fra i søndags sæsonlukket på det midterste stykke – totalt øv!

Mor og Hjalte hygger sig på vores lejrplads for de kommende 2-3 dage.

Da man som bekendt ikke skal græde over spildt mælk, må vi bare nøjes med at køre de stykker af vejen, som stadig er åbne. Set fra den lyse side slipper vi også for at sætte os ind i, hvordan det fungerer med de ”shuttle-busser”, vi under normale omstændigheder skulle have benyttet, da dele af ”Going-to-the-Sun Road altid er lukket for køretøjer længere end 21ft. eller bredere end 8ft. En "glædelig" nyhed var, at vores campingplads var overgået til primitiv status, hvilket basalt set betyder, at de har lukket for vandet. Da vi jo sjældent benytter eksempelvis campingpladsernes toiletter, har det stærkt begrænset betydning for os. Det glædelige bestod så i, at prisen pr. overnatning var halveret.

Hjalte følger interesseret med, da Hugo spiser sin aftensmad, som består af hjemmelavede burgere med majs. Den lettere svedne kulør på brødene skyldes, at de selvfølgelig er bagt på grillen.

Vi fandt en plads, fik slået lejr og registreret vores tilstedeværelse, hvorefter aftensmaden kunne forberedes. Vi skulle jo gerne spise tidligt, hvis vi skulle til aftenens foredrag. Med computeren og et sæt høretelefoner under armen ankom vi til Many Glacier Hotel for at høre en ranger fortælle om de mange dyr og planter i Glacier NP. Efter den obligatoriske indledning om, hvor farlige bjørne er, og hvorfor man ikke må fodre dyrene, startede den meget vidende og humoristiske ranger, Rick, det egentlige foredrag. Foredraget viste sig enormt interessant og gav blandt andet årsagen til, at Glacier NP er det sted i verden (på denne breddegrad), der har den største variation af dyre/planteliv. Kort fortalt er årsagen, at man netop ligger på grænsen for mange biotoper; den vestlige grænse for prærien, den østlige grænse for det tempererede kystklima osv. Læg dertil bjergene, som i sig selv skaber flere temperatur/klimazoner. Det eneste tidspunkt, hvor Hugo tabte opmærksomheden omkring, hvad der foregik i Postmand Per filmen på computerne var, da det lykkedes Ranger Rick at få hele salen med på et fælles ulvehyl!