Going-to-the-Sun Road

Lørdag, d. 22/9

Med Ranger-Ricks talrige opfordringer om lige at slå et smut ned omkring Fishercap Lake, når man havde 15min i overskud, tog far en rask morgentur til søen. Det tilrådes normalt ikke at færdes alene eller efter mørkets frembrud. Så en tur omkring solopgang, hvor det eneste selskab, er de få andre hikere/fotografer, som også vil udnytte, at den tidlige morgenstund er det bedste tidspunkt at spotte dyr på, er nok lige på grænsen af det anbefalelsesværdige.

En bjergsø med en smule morgendis, et par bjerge, som spejler sig i den blanke sø, og en solopgang til lige at sætte lidt farve på det hele – lækkert motiv.

Ved søen blev bekymringerne omkring mulige bjørne og andre farer dog hurtigt lagt på hylden. For ved bredden ikke meget mere end 100m væk stod en elgtyr og beundrede den selvsamme solopgang over søen. Der stod han med sit flotte gevir stikkende op gennem disen, mens han med lavmeldt brølen gjorde omgivelserne opmærksom på sin tilstedeværelse. Hvor imponerende synet end var, kunne far ikke forblive ved søbredden; han havde lovet den bekymrede mor, at han ville skynde sig tilbage; desuden var det jo muligt hele familien kunne nå ned og se den flotte elgtyr.

Her er elgtyren kommet lige tæt nok på. Ja, det giver gode billeder, men ¾T dyr med gevir, skal man ikke spøge med.

Da mor så billederne, kunne det nok være drengene kom hurtigt i tøjet; morgenmaden blev udskudt - af sted mod søen det gik. Kunne vi være så heldige, at han ikke var gået endnu? Ja, det kunne vi, og nu var han ikke alene; koen med de to kalve, som vi havde set i går, var der også.

Elgene mens familieidyllen er intakt. Få øjeblikke senere går det op for tyren, at der jo aldrig er garanti for et faderskab, så de to kalve bliver jaget væk.

Hvad mere kan man forlange: 4 elge, heriblandt en stor flot tyr – det skulle da lige være lidt aktion, hvilket vi så fik.

Favoritdelen af klippet er de sidste 30sek. Her kan man tydeligt fornemme, at nu har tyren besluttet at NU skal de kalve jages væk. Desværre slutter klippet noget brat – så langt befandt far sig heller ikke fra kalvenes flugtrute.

Da tyren endelig får jaget de 2 kalve op i skoven, er de næppe mere end 15m fra videokameraet og far, som holder det.

Med pulsen stadig hævet, besluttede vi os for at komme væk fra søen, mens tyren jagtede kalvene i skoven, Vi var ikke i tvivl om, hvad hensigten med at få separeret moderen fra sit afkom var, og en brunstig tyr og hans erobring ville vi nødigt komme på mellemhånd af. Vi valgte så at tage den mindre omvej via det lille vandfald, som Ranger-Rick havde vist os dagen før, og rigtigt nok her holdt Den Amerikanske Dipper til. Den spankulerede ubesværet rund på vandfaldets top og nippede efter sin mad.

Hvordan med de små tynde ben formår at holde sig fast er en gåde. Dipperen kan endda overvintre ved tilisede floder, så længe, der er enkelte steder, som strømmen formår at holde isfri.

Sikke en dag, og vi havde ikke en gang fået morgenmad endnu! På vej ud af parken (Det er kun Going-to-the-Sun Road, der krydser Glacier NP; men der er flere veje, der ender blindt inde i parken, som eksempelvis Many Glacier Road, som er den nordligste på den østlige side, og den vi havde benyttet til at opleve parken) skulle vi få endnu et par store dyr at se.

En bjørnemor med sine to unger, hvoraf den ene er sort og den anden nærmest lysebrun.

Godt 100m fra vejen -  op ad bjergsiden, kom en sortbjørn med to unger spankulerende. De sorte bjørne er ellers ikke så almindelige i den østlige del af parken, hvor de større grizzlyer dominerer. Sikke en morgen/formiddag. Nu skulle Going-to-the-Sun Road godt nok være imponerende, hvis den skulle slå dette.

Fra øst siden er det kun 10km af den berømte vej, som er åben for køretøjer af vores størrelse, hvilket det famøse vejarbejde ikke havde ændret på. På disse 10km skulle der eftersigende være gode muligheder for at se nogle af NP mange dyr; specielt de steder, hvor skove møder de mere åbne sletter. Om det var forbi vores held var sluppet op eller det bare var fordi klokken efterhånden nærmede sig middag er ikke til at vide, men vi så under alle omstændigheder ikke andre dyr end de allestedsværende egern. Mest interessante ”attraktion” var derfor udsigten til en bjergtop med navnet, Triple Divide Peak. Her afgør millimeter om det faldne snefnug, ender sine dage som en dråbe i Stillehavet, Atlanterhavet eller Det arktiske Ocean.

Triple Divide Peak ses her i baggrunden ude til højre. Bjergtoppen er udformet som en trekantet pyramide. Det mest specielle er dog, at bjerget har afløb til tre oceaner.

En smule skuffet over, hvad vi indtil videre havde set på Going-to-the-Sun Road, fortsatte vi syd om parken for at køre ind fra vest siden. Inden vi nåede så langt var det dog tid til frokost. Den blev indtaget på en mindre rasteplads med udsigt udover bjergene såvel som prærien; det er sådanne steder efterårets mange farver virkelig kan iagttages.

Utallige nuancer af grøn og gul dominerer det tidlige efterår, men også de røde farver er repræsenteret.

Ved den vestlige indgang til Glacier NP fik vi endnu en gang bekræftet, at parken er ved at gøre klar til vinterens komme. Her var aftenens rangerforedrag sæsonen sidste og kun en campingplads havde åben endnu. Alt dette verificerede den allerede trufne beslutning om at nøjedes med at køre ind (og ud) af Going-to-the-Sun Road. Heller ikke fra denne side kunne vejen leve op til forventningerne; om det skyldes, at forventningerne var sat for højt, at vi manglede den midterste (og måske bedste) del af vejen eller at vejen bare ikke kan måle sig med Icefields Parkway i Canada, er vi ikke de rigtige til at svare på. Faktum er, at den vestlige del af vejen hovedsageligt går gennem ret tæt skov, hvorfor man sjældent har den enestående udsigt, som Icefields Parkway byder på nærmest hele vejen. Når ret skal være ret, havde vi ret høje forventninger, og Going-to-the-Sun er da også mange gange mere interessant end en, hvilken som helst dansk sognevej, men Icefields Parkway…

Familien ved bredden af Lake McDonald, som Going-to-the-Sun Road går langs, hvorfor søen ofte kan skimtes mellem træerne.

Resten af dagen gik med at få nogle miles på triptælleren, få indtaget noget aftensmad og sidst men ikke mindst få foretaget storindkøb. Overnatningen foregik på parkeringspladsen foran et døgnåbent Safeway supermarked. Når man handler ind kl. 23, er man noget overladt til sig selv; tror ikke, der var andre kunder i butikken, og ekspedienterne var som sunket i jorden det meste af tiden.