Vandfald og vand fra oven

Mandag, d. 10/9

Overnatningen fandt sted på en skovtursplads umiddelbart efter Lake Louise Village på den gamle hovedvej, Bow Valley Parkway. Her var vi holdt ind, da mørket havde sænket sig, og risikoen for at ramme nogle af de mange dyr, der skulle færdes nær Bow Valley Parkway, var blevet for stor. Disse pladser, hvor det langt fra er alle, hvorpå overnatning er tilladt (det var det tilsyneladende på denne, der var i hvert fald ingen skilte, som forbød det, hvilket vi har set på mange af andre rastepladser) byder sjældent på andre faciliteter end borde-/bænkesæt og tørklosetter, men i en camper som vores er det jo ikke noget problem.

Overnatning på rasteplads. Hugo har været på morgengåtur til den nærliggende bæk, hvor den rituelle sten-i-bæk-seance foregik.

Dagens første stop blev gjort ved et mindesmærke for de internerede ukrainere, der under 1. verdenskrig, som tvangsarbejdere, byggede en del af vejnettet i nationalparkerne blandt andet en stor del af Bow Valley Parkway. Ukrainerne var i stor stil kommet til landet som gæstearbejdere i begyndelsen af 1900-tallet, hvor de var blevet inviteret til at arbejde inden for hovedsageligt jord/skovbrug og konstruktionsarbejde såsom vej/jernbane/brobygning. Den økonomiske krise i 1912/13 havde gjort en stor del af gæstearbejderne arbejdsløse, hvilket havde fået dem til at søge mod byerne (Ikke at der her var arbejde, men det var med til at synliggøre arbejdsløsheden). Da Canada i 1914 gik med i 1. Verdenskrig på allieret side, opstod der offentlig nervøsitet mod de mange emigranter, hvis hjemland man nu var i krig med (en del af Ukraine var med i det Østrig-Ungarske Rige). Der blev opstillet skrappe krav om meldepligt mm. Ultimativt blev en del af ukrainerne interneret bl.a. i en lejr her i Banff NP, hvor de som nævnt byggede en del af infrastrukturen.

Mindesmærke for en sjældent fortalt del af den canadiske historie. Inviterede ukrainske gæstearbejdere, der endte som tvangsarbejdere med arbejdsdage på 13-14timer.

Næste stop var ved Johnston Canyon, hvor vi ville gå et eller flere af de trails, som ligger i forbindelse hermed. Det mest praktiske her er nemlig, at sporene ligger i forlængelse af hinanden, hvorfor man, når man er nået til enden af det ene, kan vælge at vende om og gå hjem eller fortsætte på det næste. Vi startede derfor ud på det godt 2km lange trail med mål ved det første af de større vandfald, med det meget sigende navn, Lower Falls.

Hugo, Hjalte og mor ved Lower Falls.

Da humøret stadig var højt ved alle mand, Hugo havde endnu ikke haft behov for et hvil i bæretasken, besluttede vi at fortsætte de 1½km mod Upper Falls. På denne del af ruten tyndede det gevaldigt ud i antallet af mennesker på stien; de fleste nøjes åbenbart med den korte tur. Det var ellers bemærkelsesværdigt så mange andre mennesker, der var ude at hike; noget vi slet ikke var vant til på vores ture i de andre NP – Banff er bare meget mere populær. På trods af at der på rutens anden del var færre mennesker, lykkedes det alligevel Hugo at gøre sine forældre en smule forlegne: En gruppe på 5-6 midaldrende vandrere havde gjort holdt midt på stien, hvor de tilsyneladende diskuterede om de skulle fortsætte eller vende om. Den ene stod så med en pose ”Goldfish” (små salte kiks, som Hugo har smagt tidligere på turen). Da Hugo opdagede den velkendte pose med det velsmagende indhold, gjorde han som enhver anden 2-årig ville have gjort – Strakte hånden frem, missede med de store blå øjne og sagde ”esk”? Det var mere end damen kunne stå for, så Hugo fik en ordentlig håndfuld …Uden yderligere hændelser nåede vi Upper Falls.

Hjalte med Upper Falls i baggrunden. Et vandfald, der med nogle af de vandfald, vi tidligere har set på turen i erindring, egentlig ikke er så imponerende. Den store popularitet skyldes derfor nok i højere grad den nemme adgang og nærheden til Banff.

Næste ”stint” på trailet var en tur på godt 3km til nogle såkaldte ”Ink Pots”, små søer med forskellige nuancer af blå, turkis og grøn. Mens vi overvejede, om benene var klar på denne tur, traf vejret beslutningen for os; det begyndte nemlig at øsregne. Så med Hugo på fars ryg i bæretaske og Hjalte på mors mave i slynge gik turen i stedet i rask trav mod P-pladsen og camperens læ og ly. Mere eller mindre gennemblødte nåede vi hjem, hvor vi der hurtigt blev tændt for gasfyret og sat vand over til varm kakao.

Da regnvejret så ud til at forhindre flere udendørsaktiviteter i den nærmeste fremtid, besluttede vi at søge mod Banff og vores næste campingplads. Her har vi fået en plads med en uspoleret udsigt til bjergene, men med udsigten følger også manglende ly/læ, hvilket betød, at eftermiddagen/aftenen hovedsageligt blev brugt indendørs, eftersom regn-/blæsevejret fortsatte.

Udsigten kan man ikke klage over. Til gengæld har vi fået at føle, at selv 7½m camper har noget af et vindfang; ved kraftige vindstød vugger hele vognen.