Marion Lake

Onsdag, d. 29/8

En nat omgivet af vand og ikke mindst lyden af vand. 5m fra camperen flyder som tidligere nævnt den brusende Illicillewaet flod, og regnen har trommet på taget det meste af natten. Da der endelig lod til at være et ophold i vandet fra oven, skyndte vi os ud af døren for få rørt benene og komme ud af camperens trange indre. Ja selvom vores ”lille” vogn er mere end 7,5m lang og 2,5m bred, kan den føles en smule klein; specielt for en 2-årig! Og når Hugo har energi, han ikke kan få afløb for, bliver det meget hurtigt stressende for alle – så af sted skulle vi.

Mor har lånt fars jakke; så er der også plads til Hjalte..

Pausen i regnvejret varede ikke længe, så de af os, som var iklædt regntøj, havde rig lejlighed til at moppe ham, der ikke havde. Formiddagsvandringen rundt på lejrpladsen gav dog lyst til mere udendørsaktivitet (måske fordi alternativet med en hel dag indendørs virkede endnu mindre tillokkende), så en madpakke blev smurt, en rygsæk pakket og så af sted.

Mor med kamera og Hjalte. Far med rygsæk indeholdende madpakke, ekstra tøj og andre fornødenheder.

På trods af smådryp og truende grå skyer besluttede vi os for at give os i kast med et spor fra ”moderate” kategorien. Sporet skulle gerne ende ved en lille bjergsø og burde tage ca. 2,5time at gennemføre. Hvad vi i første omgang havde negligeret eller måske rettere fortrængt, var, at sporet indeholdt 450 højdemeter!

Her er Hugo og far på et af de fladere stykker af stien.

Lad os bare være ærlige og indrømme, at der var flere gange undervejs, hvor vi var overbevist om, at vi gået forkert (for langt)og altså havde overset et skilt, som indikerede at sporet tog et drej. Det havde vi dog ikke og vel fremme ved søen i 1707m højde, var vi glade for, at vores stædighed havde påbudt os at fortsætte.

Familien ved turens mål, Marion Lake. Kan man skimte, der står 1.707m på skiltet?

Denne glæde kunne dog ikke helt fortrænge det faktum, at vi kun var halvvejs; vi skulle jo ned/hjem igen! Så efter en kort afstikker til et nærliggende udsigtspunkt, hvor man bl.a. kunne se ned på Rogers Pass (1.330m) var vi på farten igen. 

Her ser vi ned på Rogers Pass; beviset for, at vi har gået "op ad bakke".

Vel hjemme igen kunne vores tommelfingerregel endnu en gang valideres; vi havde brugt 5,5time på et trail opgivet til 2,5.