Kootenay

Fredag, d. 14/9

Ved nærmere inspektion af rastepladsen, hvor vi havde overnattet, opdagede vi en række skilte, der bekendtgjorde, at broen mellem den næstkommende rasteplads og seværdigheden ”Paint Pots” var skyllet væk, hvorfor man, hvis man ville se Paint Pots måtte gå de små 4km fra vores nuværende rasteplads. Da vi gerne ville se disse Paint Pots, men egentlig havde regnet med at tage dem som et stop på vejen, hvorved dagen i dag ville bestå af mange stop med korte hikes, var vi noget i vildrede – ville vi bruge 3 timer på den noget længere hike? Vi udskød beslutningen og startede ud på turen mod ”Marble Canyon”.

Når dette er udsigten fra vinduet ved spisebordet i camperen, fornemmer man ikke, at man overnatter på en rasteplads.

Marble Canyon indeholder ikke marmor (så navnet er noget misvisende), men nogle af klippearterne i kløften har dog farver, som minder om marmor, så navnet kan vel forsvares. Det mest bemærkelsesværdige er dog ikke marmor-look-alike stenene, men det faktum, at kløften er skabt dels ved et jordskælv, hvor kløftens 2 sider er blevet trukket fra hinanden, dels ved erodering fra den gennemløbende flod. Langs ruten, som følger floden mod strømmen, er der opstillet plancher, som blandt andet fortæller, hvor længe siden det er, vandfaldet (som turen ender ved) befandt sig ved planchens position.

Vandfaldet som trailet ender ved. Skyggen bevidner vores tilstedeværelse. Som en lille kuriositet kan den efterladte jakke anes på klipperne til højre for vandfaldet.

Fremme ved vandfaldet fandt vi en kvindejakke efterladt, og da jakken ikke umiddelbart så ud til at have ligget der natten over, drog vi den konklusion, at den var glemt for nylig. Da vi undersøgte jakken nærmere, fandt vi et sæt bilnøgler i den ene lomme. Eftersom vandfaldet markerede enden på trailet, og eneste vej herfra var tilbage igen, tog vi jakken med os i håb om at finde dens ejermand langs ruten. Små 300m før man når tilbage til P-pladsen, udgår trailet til føromtalte Paint Pots (som vi nu havde besluttet, at vi ville gå ud til). Lidt ærgerlige over at vi endnu ikke var støt på jakkens ejermand, og vi derfor ikke kunne tage den direkte ved til de famøse Paint Pots, fortsatte vi tilbage til P-pladsen, hvor vi forventede at finde en kvinde uden bilnøgler. Det gjorde vi dog ikke, men vi fandt bilen; en ældre Pontiac. Da vi jo ikke kunne vide om vedkommende ville være tilbage om 5 minutter eller 5 timer, besluttede vi at låse jakken ind i bilen, skrive en seddel (hvorpå der stod, at vi havde fundet hendes jakke/nøgler, at vi ville gå til ”Paint Pots”, og at vi forventede at være tilbage kl. ca. 14.00) og medtage nøglerne.

Far med Hugo på ryggen. Denne skov brændte i en større (12% af Kootenay NP nedbrændte) skovbrand i 2003.Der ses dog allerede nyt liv.

Med forventningen om at møde en kvinde uden jakke på trailet til Paint Pots (hvor skulle hun ellers være gået hen – sporet var det eneste alternativ til P-pladsen på Marble Canyon trailet), tog vi af sted. Efter at have spurgt den eneste kvinde, vi mødte på ruten ud til Paint Pots, om hun savnede en jakke (hvilket hun ikke gjorde), nåede vi de små 4km ud til seværdigheden. Paint Pots er en række jernholdige kilder, som farver jorden omkring sig røde/orange, og har været kendt siden indianernes tid, hvor farven blev udvundet og brugt til bemaling af bl.a. tipier. Lettere forvirret over endnu ikke at have mødt jakkens ejermand; der burde ikke have været andre ruter at gå, og langt de fleste går hurtigere end os, da de færreste har en 2-årig i hånden eller på ryggen, fortsatte vi rundt mellem de forskellige kilder for at læse de opsatte skilte.

Familien ved Paint Pots, hvor det jernholdige vand fra de kolde kilder har farvet store områder røde.

Da vi stod ved planche nr.2, kom en lettere forpustet, yngre kvinde småluntende hen til os, og spurgte om vi kendte noget til en jakke og nogle nøgler – ejermanden var fundet. Hun forklarede, at hun havde taget en (uautoriseret) smuttur ved vandfaldet (hvilket forklarede hvorfor vi ikke havde mødt hende på hverken Marble Canyon trailet, på P-pladsen eller på sporet til Paint pots), og havde været noget foruroliget, da hun vendte tilbage og så, at hendes jakke(og opdagede, at hun heller ikke havde bilnøglerne) var væk. Hun takkede mange gange; også for at vi havde forårsaget, at hun fik set Paint Pots, hvilket ellers ikke havde været med i hendes plan for dagen. Glade for at være sluppet af med bilnøglerne (hvad skulle vi have gjort, hvis vi ved tilbagekomsten til P-plads stadig ikke havde fundet ejermanden) nød vi det sidste af seværdigheden, inden vi vendte om og gik tilbage mod camperen.

Man skulle holde godt fast i Hugo. Ellers var det overvejende sandsynligt, at han havde taget indianervanerne til sig og farvet både sig selv og sit tøj rødt.

Da klokken efterhånden var blevet mange, og vi ikke havde en reservation på ”Redstreak Campground” i den anden ende af NP, var der ikke tid til flere langvarige stop. Et stop ved et enkelt udsigtspunkt blev det dog til, inden vi kl. 17.30 svingede ind på vejen mod campingpladsen, hvor vi drog et lettelsens suk ved synet af et stort skilt med campingpladsens navn og et lidt mindre ”VACANCY”-skilt. Ved indtjekningen blev vi mødt af en lukket luge og en besked om, at man bare skulle finde en plads – så kunne registrering/betaling vente til dagen efter. Det lykkedes os at finde en ledig plads; tror ikke der var mere end 3 tomme pladser, og i løbet af aftenen, så vi mindst 15 campister, som kørte forgæves – der var jo heller ikke nogen til fjerne ”VACANCY”-skiltet, eller sætte et ”NO”-skilt foran.

Hugo og mor laver sjov, mens far står og griller. Mørket bevidner det sene tidspunkt for dagens aftensmad.

Inden vi nåede at få tændt op i grillen, faldt vi i snak med naboen: en 50-årig amerikaner, som havde solgt stort set alt, hvad han ejede, købt sig en bil og en campingvogn og nu ville bruge et år på at se USA og Canada. I modsætning til os, havde han haft problemer ved den canadiske grænse. Tilsyneladende var tolderne bange for, at han ville bosætte sig i Canada, nu hvor han ikke rigtigt havde noget hjem at vende hjem til. Til hans store ærgrelse måtte han derfor kun opholde sig i Canada én uge, inden han skulle forlade landet igen. Eftersom han på sin tur rundt i USA havde besøgt nogle af de NP, som vi påregner at besøge, fik vi en række gode råd med på vejen, inden vi sagde tak for snakken og kom i gang med at forberede den nu noget forsinkede aftensmad.