Waterton's Parkways

Tirsdag, d. 18/9

Gårsdagens blæsevejr havde ikke lagt sig, så vi besluttede at dagen i dag ikke skulle bruges hverken på campingpladsen, som ligger helt ned til ”Upper Waterton Lake”, eller i den tilstødende Village, men derimod i bjergene, hvor vi forhåbentlig kunne finde lidt læ. Waterton Lakes NP har 3 asfalterede veje; En ”hovedvej”, der går fra parkens eneste indgang og de små 10km til Waterton Lake Village, og så de 2 Parkways (Red Rock og Akamina) på godt 15km, som begge udgår fra hovedvejen. Planen var at køre de 2 parkways og så gå nogle af de trails, som har udgangspunkt, hvor vejene ender. Inden da ville vi dog aflægge bisonindhegningen i parkens nordlige udkant et besøg.

En bison mener, han har fortrinsret. Mor ville trods talrige opfordringer ikke tage diskussionen med den. 

At parken kun har 3 asfalterede veje er ikke helt sandt, for i bisonindhegningen er der en 3½km lang vej, der muliggør, at man kan køre en tur blandt en mindre bisonflok. Flokken nedstammer efter sigende direkte fra de millioner af bisoner, der en gang færdedes frit på prærien. Vi var endnu en gang heldige og fik lov at opleve de store dyr på absolut nærmeste hold, hvilket ikke er alle forundt, da de 3½km vej kun dækker en lille del af deres indhegning. Skæbnen ville, at 2 tyre krydsede vejen lige for næsen af os for at komme ned til en lille sø for få sig lidt vand; og da de øjeblikket senere ville den anden vej igen, havde vi fundet videoknappen på kameraet:

Et lidt længere klip (6min), som hovedsageligt indeholder en længere stirrekonkurrence mellem en bisontyr og en 25ft RV. Har man ikke tid/tålmodighed til hele klippet, kan seancen efter godt 40sek anbefales; her opdager mor, at den bison, hun optager, ikke er den, der tættest på!

Hjalte har blikket rettet mod den store tyr, som krydser vejen foran os, mens Hugo er mere interesseret i den resterende del af flokken. Og bare rolig, selvom hverken mor eller far er synlige på billedet, er vi altså i bilen!

Efter at have kigget på behårede køer, var tiden kommet til at begive sig ud på den første Parkway, der ender ved Red Rock Canyon. Vejen varierer mellem at være snørklet, smal, stejl eller flere af tingene på én gang, så farten er naturligt lav, hvilket øger sandsynligheden for at spotte nogle dyr. Mor er dog også stadig overbevist om, at hun så en sort bjørn ”bade” i ”Blakiston Creek”, som vejen følger. Desværre var den allerede væk, da kameraet blev fundet frem, og bilen stoppet. Ikke alene er der gode muligheder for at se dyr langs ruten, der er også specifikke udsigtspunkter, som typisk er suppleret med skilte med information af historisk/kulturel betydning.

Drengene ved et udsigtspunkt, hvor skiltene beskriver områdets mange planter og indianernes anvendelse af disse.

Ikke overraskende er Red Rock Canyon en rød kløft. Kløften er som de fleste andre dannet ved, at vand har slidt sig ned gennem klippen. Selv om vi efterhånden har set et par kløfter på denne tur, bliver vandets kraft ved med at imponere, at kløften så med sin røde farve ikke ligner noget, som hører til på denne jord, gør kun oplevelsen bedre.

Mor og drengene ved Red Rock Canyon, desværre slår den røde farve ikke så godt igennem på billeder.

Ved Red Rock Canyon udgår flere trails, herunder et til Blakiston falls, som vi valget at begive os ud på. Da sporet kun er på godt 2km og klassificeret i den nemme kategori, valgte vi at lade bæretasken ligge og tage chancen på, at Hugo havde gode ben denne dag.

Hugo og far ved Blakiston falls. Der spejdes efter den pind, som blev smidt i strømmen få øjeblikke før.

Ude ved vandfaldene så vi for første gang på denne tur en flok Mountain Goats. De stod og græssede på, hvad der for os virkede som fuldstændigt utilgængelige klippefremspring. Det er helt forståeligt, at de er i sikkerhed for rovdyr på disse klipper. At de kan bevæge sig rundt med elegance med visheden om (kan også være, at forklaringen er, at de er for dumme til at vide, at det er farligt), at selv det mindste fejltrin, i bogstaveligste forstand, kan medføre den visse død.

Her udpeges flokken af Mountain Goats: Hvis I vil have billeder af dem tættere på, må I sgu selv klatre derop.

Hugo havde gode ben og gik også hele turen tilbage til den røde kløft selv. Det var først på turen op langs kløften, at han måtte give fortabt og ty til et hvil på fars skuldre.

Her krydses kløften igen. Hjalte titter ud, som var han en kænguruunge, mens Hugo har erkendt, at der også er ulemper ved at sidde på fars skuldre; man kan ikke få fat i sten/pinde til at smide i vandet.

Turen tilbage af Red Rock Parkway forløb uden, at vi fik øje på den badende bjørn eller andre spændende dyr. Så var det tid til parkens anden Parkway, Akamina, der ender ved Cameron Lake, som i lighed med Upper Waterton Lake, hvor vores campingplads ligger, krydser grænsen til USA. Vejen er mindst ligeså udfordrende at køre på som Red Rock Parkway, så farten er lav. Havde den ikke været det, var vores Ford sandsynligvis blevet omdannet til en Dodge (Vædder som logo), da der umiddelbart efter et sving pludselig befandt sig et Big Horn Sheep midt på vejen.

Et Big Horn Sheep. Her er han fortrukket til siden af vejen; for få øjeblikke siden var han ved at blive kørt ned, da han befandt sig midt på vejen.

Tilsyneladende er fårene ikke helt så sky her, som de var i Kootenay NP, hvor de stak af, da de så os på 1km afstand. Endnu en gang var der tid til at finde optageknappen på kameraet.

Big Horn Sheep. Læg specielt mærke til den elegance, som vædder nr. 2 forcerer autoværnet med (1m16s).
 

Som det var tilfældet på den anden parkway, er der også på denne indlagt naturlige stop i form af diverse seværdigheder. Her var der blandt andet et for den første kommercielle oliebrønd i det vestlige Canada. Da man begyndte at eftersøge olie, var en af de mest succesfulde metoder til at spørge indianerne, som havde brugt olien til religiøse/medicinske formål. Indianerne menes til gengæld at have fundet oliekilderne ved at følge/observere bjørne, som tiltrækkes af oliens stærke lugt og udnytter olien til at skaffe sig af med insekter ved at rulle sig i den.

Monument over den første kommercielle oliekilde i det vestlige Canada. Monumentet symboliserer den trebenede rig opført i træ, som blev benyttet i sin tid.

Uden flere begivenheder nåede vi Cameron Lake, hvor det kun blev til en kort tur til bredden, hvor udsigten til blandt andet USA kunne nydes. Da Hugo havde valgt at tage sig en eftermiddagslur på nuværende tidspunkt, måtte planerne om at gå nogle af områdets trails opgives.

Hjalte og far ved Cameron Lake. Bjergene i baggrunden ligger i USA. Fra Cameron Lake udgår et trail, som krydser grænsen. Grænseovergange er en af verdens mindst travle, da den kun kan nås til fods, og nærmeste vej på den amerikanske side er 18km væk.

Mætte af dagens oplevelser var der nu kun tilbage at mætte den tiltagende appetit på noget mad. Efter aftensmaden var der tid til en tur til søen, hvor der et par sten blev smidt i vandet.

Hugo ved bredden af Upper Waterton Lake. Igen ligger bjergene i baggrunden på den anden side af den amerikanske grænse.