Fort Steele

Søndag, d. 16/9

Det var igen tid til at rykke teltpløkkerne op og komme på farten. I dag skulle vi sydover; målet: Waterton Lakes NP, som gerne skulle nås i løbet af et par dage. Inden vi kunne forlade Kootenay, ja, rent faktisk inden vi kunne forlade Redstreak campground, var der dog et enkelt trail, vi ville gå: Redstreak Restauration. Her har man omdannet en af de alt for tætte skove, opstået efter man effektivt begyndte at bekæmpe alle skovbrande, til et åbent græsareal med enkelte fritstående træer. Hermed har man opnået 2 ting; for det første har man skabt et brandbælte ind mod byen, for det andet har man skabt et levested for de mange dyrearter, som har behov for netop dette miljø.

Her studerer Hugo og mor et af de mange skilte på trailet, der oplyser om græsarealernes mange fortræffeligheder.

Selve sporet var ikke mere end godt 1km langt og startede ud med at føre en igennem et stykke skov, som man ikke havde gjort noget ved – altså en meget lukket skov med overvejende gamle træer. Efterfølgende kommer man ud på det mere åbne slettelandskab, hvor man netop har skabt ved selektiv udtynding og kontrolleret afbrænding. Ifølge de mange opsatte skilte et vanskelligt arbejde, da man skal fjerne netop nok af den gamle skov til at den efterfølgende afbrænding kan kontrolleres, men ikke mere end, at man efterlader materiale til at branden skaber nok næring til at de nye vækster har en chance.

Beviset for at indsatsen med at genetablere eksempelvis Big Horn Sheep habitat virker. Her er en 3-4 stykker (på lang afstand).

Efter at have fået rørt benene og en smule klogere på vigtigheden af de åbne græsarealer, kunne vi begynde dagens køretur sydover. Efter 1½ times kørsel, hvor det eneste stop havde været på en tankstation for at få påfyldt propan, stoppede vi ved en rasteplads ved bredden af Kootenay River for at spise frokost og strække benene.

Frokosten blev nydt på et skovturssted umiddelbart op ad Kootenay River. Her beundrer Hugo sin fars stenkasteteknik.

Næste stop blev gjort ved Fort Steele; en museumsby i stil med Den Gamle By i Århus, her har man dog genskabt/restaureret en by fra ca. 1890. Byen opstod i sin tid ved et færgeleje over Kootenay River, hvor de mange guldgravere, som var blevet lokket til af guldfund i nærheden, var villige til at betale en mindre formue for at komme over floden. Byen udviklede sig til at blive et administrativt centrum med bl.a. en garnison af North West Mounted Police (det senere Royal Canadian Mounted Police, som vi kender i dag). 

Is skal der til, specielt inden man skal rundt i en støvet Westernby.

Eftersom Fort Steele ikke blev til en stationsby, da jernebanen blev ført gennem området i 1898, og der samtidig var en større brand i 1906, var meget få af bygningerne de oprindelige, men i stedet senere opførte replikationer. I dag drives museet af frivillige, The Friends of Fort Steele Society, som gør en kæmpe indsats; ikke bare med at holde bygningerne, men i ligeså høj grad med at holde illusionen om at være trådt tilbage i tiden vedlige. Dette gøres ved at hovedparten af butikkerne er bemandet med folk i tidstypiske klædedragter, som sælger tidstypiske varer, eksempelvis bælter ved sadelmageren, bolcher ved købmanden og hestesko ved smeden. Alt i alt et godt og levende museum, hvor man til tider følte sig som en pionér eller guldgraver i det vilde vesten.

Mor og drengene, hvor de hører til. Det sørgelige udtryk i Hugos og mors ansigter er ikke iscenesat, men kom helt naturligt, da de hørte slåen blive sat for.

Efter at have overskredet museets åbningstid i en sådan grad, at vi var tæt på at blive låst inde bag bommen, fortsatte vi turen sydover. Da opholdet ved Fort Steele var blevet noget længere end forventet, og vi dermed ikke var kommet helt så langt, som forudset, besluttede vi os for at køre videre efter aftensmaden. Med mørkets fremkomst og den deraf ”tabte” udsigt, da vi igen begav os op i bjergene besluttede vi at begynde at kigge efter et sted at overnatte. Her fangede et skilt med teksten: ”Tourist Attraction – World´s Biggest Truck” vores opmærksomhed, så vi er kørt ind på turistkontorets parkeringsplads, hvor vi planlægger at overnatte. Så kan vi i morgen se på ” World´s Biggest Truck”.