Glacier NP

Tirsdag, d. 28/8

Brrr… en kold morgen. GPSen fortæller os, at vi befinder os i 1.250m højde, så den kølige morgenluft har sin logiske forklaring. Morgenmaden måtte derfor indtages indendørs. Den umiddelbare plan var at starte dagen med at besøge museet for at få et samlet overblik over parkens historie og dyre-/planteliv. Senere på dagen kunne vi så gå et af de mange spor med udgangspunkt i vores lejrplads.

"I can see my house from here". Billedet er taget fra den gamle jernbanebro ned mod lejren. Ca. midt i billedet skimtes camperen mellem træerne.

Museet var som tidligere omtalt 2-delt; en del om jernbanen og en del om naturen i parken. Rogers Pass blev opdaget i 1881 af A.B. Rogers, som var udsendt af "Canadian Pacific Railway", for netop at finde en rute gennem de vanskellige Selkirk bjerge. I 1885 var den trans-canadisk jernbane færdiggjort, men dermed var udfordringerne omkring Rogers Pass ikke overstået; blandt andet gjorde hyppige sneskred opgaven med at holde jernbanen farbar til en nærmest evig udfordring. Et af de værste eksempler på, hvor galt det kan gå og hvor farligt arbejdet med at holde jernbanen fri var, er fra begyndelsen af forrige århundrede. Her drog 55 mand ud for at rydde sporet efter et sneskred. Da de havde erkendt omfanget af lavinen, drog lederen af sjakket tilbage for at fortælle, at jernbanen ville åbne igen om få timer. Da han igen nærmede sig arbejdsstedet, blev han forfærdet over stilheden… arbejderne var blevet ramt af endnu et sneskred; denne gang fra den modsatte side – 50 mand omkom. Denne ulykke og de konstante vanskeligheder, har gjort at passet i dag ikke benyttes til jernbane drift, man har i stedet lavet en tunnel gennem et af bjergene. Som et kuriosum skal det bemærkes, at det først var i 1962, der blev etableret en vej gennem passet; en vej som i store træk følger jernbanens oprindelige rute, så helt galt på den, var hr. Rogers tilsyneladende ikke.

Der er liv på toppen. Her er Hugo på jagt efter jordegern.

De mest interessante indslag i den anden del af museet; den om plante-/dyrelivet var de mange udstoppede dyr og en sandkasse. Sandkassen var udstyret med en lille rive og en lang række ”fodaftryk” (reelt en kunstig fod/pote/klov med et håndtag). Så kunne man selv lave og dermed se eksempler på, hvordan et puma- eller bjørnespor ser ud – riven var til at udviske sporene igen. Et sjovt indslag ved alle de udstoppede dyr var, at der ved hvert eneste blev gjort opmærksom på, at dyret ikke var blevet slået ihjel for at blive udstillet; man havde for at understrege denne pointe endda sat dødsårsagen ind: Den ene puma var trafikdræbt, Caribuen (som havde været udstyret med et radiohalsbånd)var død i et sneskred osv.

Mor og drengene foran nogle af de mange udstoppede dyr på museet. Hugo leger vist puma – nogen gange ønsker man sgu, at han var udstoppet.

Med fornyet forståelse for parkens historie var det på tide at komme ud i naturen. Valget faldt på et af de trails, som udgik fra vores lejrplads; det var samtidig et af de kortere og hørte til i den nemme kategori. Vi har efterhånden erfaret, at det ”estimerede” tidsforbrug, som opgives for de fleste spor, ikke holder i vores tilfælde. Hugos korte ben og ikke mindst de mange sten og pinde, som skal smides i samtlige vandløb, gør, at vi bruger godt dobbelt så lang tid.

Her anes, hvorfor sporet hedder: ”Meeting of the Waters”.

På tilbagevejen begyndte det så småt at regne; et regnvejr der skulle vise sig at vare de næste 24 timer, kun afbrudt af få korte ophold. Så eftermiddagen/aftenen blev tilbragt indendørs med hjemmepoppede popcorn, bøger og sanghæfter. Middagen skulle dog stadig tilberedes på grillen, som så måtte stå i ly under bordet – med stædighed kommer man langt.

Far har insisteret på at grille maden! Så må han sgu også selv stå ude i regnen, mens resten af familien hygger sig indendørs.