Frank´s Slide

Mandag, d. 17/9

”World´s Biggest Truck” viste sig at være en gigantisk lastbil - verdens største ifølge de opstillede skilte. Titan 33-19 er unik og blev bygget for at blive brugt i de store åbne kulminer, hvor den var i stand til at slæbe 350T af gangen! Desværre var den, mest pga. at den var den eneste af sin slags, for dyr i drift, hvorfor den kun havde et arbejdsliv på 15år.

Far forsøger at løfte Hugo op i styrehuset, så vi kan køre en tur; desværre var armene for korte.

Titan 33-19 er i dag udstillet foran turistkontoret i byen Sparwood, som er en relativ ny by opstået i 60’erne, da man sammenlagde 5 uddøende minebyer. I dag lever Sparwood primært af turister og småerhverv, mens kulminedriften er en skygge af, hvad den var i storhedstiden i 70’erne.

Sparwood har dog som nævnt et turistkontor, hvor vi efterspurgte seværdigheder på vej til vores næste NP, Waterton Lakes. Den flinke ekspedient mente, at ”Frank’s Slide” på den anden side at ”Crowsnest Pass” ville være et ideelt sted at afbryde køreturen et par timer. Sparwood har selvfølgelig (som enhver canadisk/amerikansk by med respekt for sig selv) et mall, hvor vi kunne fylde køleskabet, hvilket vi så gjorde inden turen fortsatte østover.

Mor og Hjalte illustrerer størrelsen på Titan 33-19, mens Hugo viser, at bedre fodgængersikkerhed skal man lede længe efter – altså så længe, man ikke er mere end 1m høj og ikke bliver ramt af et 3½m hjul.

Næste stop var ved Frank’s Slide, som turistkontoret havde anbefalet. Frank var en mindre mineby med ca. 600 indbyggere, der blev ramt af en katastrofe en aprilmorgen i 1903. Her kollapsede en del af Turtle Mountain, som byen lå for foden af. Ved kollapset skred 90.000T sten ned over en del af byen og dræbte ca. 100 af dens indbyggere.

Her ses Turtle Mountain og en del af de sten/klipper, som skredet efterlod. Byen Frank var placeret, hvor der nu er træer.

I umiddelbar nærhed af skreddets mange efterladte sten, er der opført et glimrende museum, der fortæller hele historien om Canadas værste stenskred. Her illustreres både de faktuelle kendsgerninger, der sandsynligvis (eksperterne kan vist stadig ikke helt blive enige om, hvor stor indflydelse minedriften havde, og hvor stor andel naturligt forekomne spændinger i bjerget skal bebrejdes) førte til katastrofen, men også de mange tragiske historier om hele familiers udryddelse, samt de ligeledes mange glædeshistorier om mirakuløse redninger og heltegerninger, hvor individer satte egen sikkerhed til side for at redde andre. Den nok største helt, var en arbejdsmand på et fragttog, der umiddelbart efter at have reddet sig selv i sikkerhed på den ene side af skredet, i nattemørket (uden at vide, hvad der havde forårsaget skredet, eller om der ville komme mere af samme slags), løb de godt 2km tilbage over skredet for at stoppe et passagertog på vej mod de nu blokerede skinner; hermed reddedes sandsynligvis mere end 100 liv – en indsats arbejdsmanden blev belønnet for med 25$! (selvfølgelig mere værd dengang, men alligevel…).

Mor og drengene på det 1½km trail gennem skreddets efterladenskaber, som omgiver museet. Det er værd at bemærke, at det er de største af stenene, der er endt øverst, mens de mindre sten ligger nederst i bunken.

Udover at berette den mere end 100år gamle historie, har museet en afdeling, hvor man viser, hvordan man i dag med moderne teknik overvåger ustabile bjerge. Her kunne pilfingre (som denne familie har et par stykker af) få lov til at afprøve diverse måleinstrumenter: Et ”crack-o-meter”, som med ekstrem nøjagtighed måler revners størrelse; et ”tilt-o-meter”, som måler ændringer i hældning og endelig en seismograf, der måler rystelser/jordskælv.

Hugo og far forsøger at starte et jordskælv. Som det fremgår af skærmen, er vi helt udenfor skalaen. Så hvis kaffekoppen hoppede af sofabordet kl. 21.30 dansk tid, ved I nu hvorfor.

Efter et besøg, der tog længere tid end forventet, var vi igen på vej mod Waterton. For at begrænse vores kørsel på de større veje, hvor landskabet typisk er mere ensformigt, og det er sværere bare at stoppe i rabatten, hvis man ser noget interessant, havde vi bedt vores GPS om at finde en alternativ rute. Det resulterede så i, at vi pludselig befandt os på en grusvej! Heldigvis ikke en grusvej, som vi kender dem hjemmefra med huller og høj ”midtersektion”, men 2-sporet plan vej, hvilket også hastighedsbegrænsningen på 80km/t vidner om. Så efter at have overvundet den indledende skepsis ved gruset, var selve kørslen ikke noget problem. Hvad der var ved at blive problematisk, var dog mængden af brændstof; for naturligvis er grusveje et tegn på spredt bebyggelse og dermed ingen tankstationer. Velvidende at nationalparker og området omkring dem, er om muligt endnu tyndere befolket, begyndte nervøsiteten efterhånden at melde sig. Endelig nåede vi (den asfalterede) hovedvej, der ville føre os de sidste små 40km til Waterton, og jævnfør vores papirkort ville vi komme til en by inden længe. By var dog en overdrivelse af dimensioner: 3 huse og et fælles lokum var stort set alt ”byen” indeholdt, eller rettere der var en typisk ”diner” omgivet af ikke mere end 10 huse; hvordan de har fået sig placeret på kortet, er stadig en gåde. På ”dineren” kunne de heldigvis berolige os med, at der var en tankstation inden i Waterton Lakes Village.

Familien ved et af de monumenter, der gør opmærksom på den specielle status Waterton Lakes NP har. Parken har sammen med den amerikanske Glacier NP, som den støder op til (grænsen mellem USA og Canada udgør henholdsvis den sydlige og nordlige afgrænsning af parkerne; rent faktisk er der en grænseovergang inde midt i nationalparkerne, som kun kan nås til fods!)betegnelsen Peacepark.

Med ro i sindet fortsatte vi til Waterton Lakes, hvor vi ankom umiddelbart efter turistkontoret havde lukket, men tidsnok til at tankstation stadig havde åben. Efter at have tanket og efterfølgende checket ind på campingpladsen, stod den på aftensmad, som selvom der var tæt på 20 grader, blev indtaget indendørs, da det desværre blæste en hel del.