Icefields Parkway - Nordover

Onsdag, d. 5/9

Med gårsdagens besøg ved de to berømte søer, havde vi fået set de ting, vi ønskede at se i området omkring Lake Louise, så det var på tide at komme videre. For at forøge chance for at komme til at se lidt af dyrelivet og samtidig have vejene og diverse attraktioner mere for os selv, havde vi besluttet os for at forlade campingpladsen så tidligt som muligt, hvilket endte med at blive lidt før syv; det er tidligt nok til, at de fleste andre sover på et turiststed som dette. Umiddelbart udenfor byen drejede vi ind på Icefields Parkway - kåret af National Geographic som en af verdens smukkeste vejstrækninger.

Far nyder den utroligt smukke natur og den dejlige stilhed, som kun findes, når de to små sover.

Efter et par korte stop ved søerne: Herbert Lake og Hector Lake, for at få tage lidt billeder af de spejlblanke søer med bjergene i baggrunden, var det tid til morgenmad. Her valgte vi at gøre holdt ved crowfoot Glacier, en gletsjer navngivet for 100år siden, da gletsjeren lignede en kragfod med tre tæer; i dag er den nederste tå smeltet, men det kan dog stadig fornemmest, hvorfra gletsjerne har fået sit navn.

Crowfoot Clacier - desværre nu kun med 2 tæer, og derfor ikke rigtigt en kragefod længere.

Eftersom vi nærmede os Bow Pass, der med sine 2069m er vejens højeste punkt, var temperaturen ikke til lange gåture, hvorfor vi valgte en af de kortere med udgangspunkt langs vejen. Peyto Lake ligger få km nordfor passet og kun ca 1km fra vejen, så en tur til et af udsigtspunkterne over søen virkede som det rigtige valg for formiddagens motion. Efter at have taget de obligatoriske billeder af søen, valgte vi at forlænge turen med en lille rundtur på den nærliggende ”bakketop”, hvor informative skilte fortalte om de vanskelige forhold, som dyr og planter lever under heroppe i 2.200m højde.

Familien samlet med Peyto Lake i baggrunden. Her ses tydeligt den specielle farve, som mange af de søer, som får vandet fra gletsjere, har

På vejen igen var næste stop Mistaya Canyon, hvor en kort tur på 1km førte os til et sted, hvor Mistaya floden har ”udskåret” en smal, men dyb dal i den bløde kalksten. På vej tilbage fra floden begyndte det at regne, et regnvejr som senere skulle vise sig at vare det mest af eftermiddagen. Da regnvejr ikke er optimalt for hverken gåture elle fotoseancer, valgte vi at forsøge at køre fra vejret; i disse bjergene skifter vejret pludseligt, og hvor der i den ene dal kan være nærmest vinter med snevejr (selv om sommeren), kan der i den næste være høj solskin og 20 grader.

Her er vi kravlet ud på nogle af de sten, som Mistaya River ikke har gnavet sig igen - endnu.

Om regnvejret dækkede et større område eller bare fulgte med os ind i de næste dale, skal være udsagt, men under alle omstændigheder valgte vi at forsætte godt 100km, før vi igen holdt pause. På denne strækning passerede vi blandt andet Icefields Parkways nok største attraktion, Athabasca Glacier med tilhørende Columbia Icefield Centre. Her er der en større udstilling om gletsjeren, området generelt osv. Her er der også mulighed for at komme ud på selve gletsjeren med en af specielle ”gletsjerbusser”. Men Icefield Center og turen ud på gletsjeren må vente til, vi kører sydover igen om nogle dage.

Her ses årsagen til, at vi på en del af turen nordover valgte at blive i bilen frem for at stoppe ved samtlige udsigtspunkter.

Den løselige plan havde været at stoppe utallige gange og så tage en overnatning, når det passede ind, men med dagens regnvejr, og den deraf afledte ”forbikørsel” af den største attraktion, gjorde, at vi var kommet noget længere end forudset. Vi besluttede derfor at forsætter helt til Jasper og forsøge at finde en overnatningsmulighed der; eventuelt på Whistler, den campingplads, som er booket for de efterfølgende 3 dage.

Her er mor og drengene ved Athabasca vandfaldet. Vandtågerne fra vandfaldet giver tilsyneladende Hugo vådt hår.

Et enkelt stop mere blev det dog til inden vi nåede Jasper, Athabasca Falls. Vandfaldet er med sine godt 20m ikke det højeste, men mere interessant er også, at vandet (ligesom ved Mistaya Canyon) har gravet sig vej gennem kalkstenen. Da vandfaldet tilsyneladende er af hunkøn, har det så skiftet mening flere gange undervejs, hvilket betyder, at der er ”efterladte kanaler”, hvor man nu kan gå og se den kraft vand har, når det bare får tid nok.

Hugo og far i en af de "kanaler", hvor vandet tidligere har løbet. Her ses tydeligt vandets slibende effekt.

Ved ankomsten til Jasper valgte vi den første af de store campingpladser, Wapiti. Her var det heldigvis ikke et problem at få en plads, så vi fik hurtigt slået lejr, og mens mor lavede mad, gik Hugo og far en tur langs Athabasca River, som løber helt op af campingpladsen.

Pladsen på Wapiti; ikke det værste sted at få plads, når man ikke har booket i forvejen.