Maligne

Lørdag, d. 8/9

På vejen til Maligne Lake skulle der være gode muligheder for at spotte et dyr eller to, og som altid øger man sandsynligheden ved at tage af sted tidligt om morgenen (eller først på aftenen), så det var bare med at komme ud af fjerene; morgenmaden måtte så indtages senere. Planen lykkedes over alt forventning; allerede inden vi var drejet fra mod Maligne Lake (Maligne Lake Road starter små 10km fra vores campingplads) var de første dyr observeret.

Denne flotte elk/wapiti-tyr med sine 2 hunner (desværre er det kun den ene, som fremgår af billedet) krydsede vejen foran os, inden vi i det hele taget var nået ind til Jasper.

Mindre end 5min senere var det bjørnemor og hendes unges tur til at gå i ”fotofælden”.

Morgenmaden blev indtaget på en mindre rasteplads ved Medicin Lake, som er en sø med mytologisk betydning for indianerne. Søen har umiddelbart ingen afvandingskanaler, hvilket tilbage i tiden skabte en del myter og overtro. I dag ved man, at afvandingen sker fra huller i bunden, nærmest som et badekar, hvor proppen er trukket. Da afvandingen er næsten konstant har søen vidt forskellig størrelse afhængig af årstiden; om sommeren, hvor afsmeltningen fra de omkringliggende gletsjere er største, er søen stor, mens den sidst på vinteren/i det tidlige forår er svundet ind til næsten ingenting.

Umiddelbart efter morgenmaden, stødte vi på disse 3 ”Big Horne Sheep”; sandsynligvis en mor med sine 2 Lam. Og nej de har ikke store horn; det er kun hannerne.

Vi ankom til Maligne Lake ved 9-tiden, hvilket betød, at der var endnu en time til, det var muligt at komme med de berømte turbåde ud til Spirit Island. Vi valgte derfor at starte med en travetur til Moose Lake, hvor der, som navnet antyder, skulle være en chance for at se en Elg. Da vi før er blevet snydt af navne, der ikke helt kan leve op til virkeligheden, havde vi dog ikke sat forventningerne alt for højt. Det kunne vi dog roligt have gjort…altså sat forventningerne højt – meget højt endda. Det første syn, der mødte os, da vi nåede søen, er en græssende (det gør de så åbenbart i/under vand) elgko; mindre end 5m fra bredden.

Her er et videoklip af den græssende elg.

Det er åbenbart nemmere at få en elg til at stikke hovedet op af vandet og kigge på kameraet, end det er at få far til at smile.

En elg i sit naturlige miljø er uhyre fascinerende, hvilket betød, at vi brugte i nærheden af en time på bare at observere den græsse, svømme, græsse osv. At vores formiddagstur dermed blev noget længere end forventet, betød desværre også, at vi ikke kom på bådtur på Maligne Lake; det var simpelthen umuligt at finde en P-plads. Ikke at det kom som en stor overraskelse, at der ikke ville være plads til 7½m camper ved en af Jaspers helt store attraktioner kl. 12 på en lørdag; det var jo netop derfor, vi var taget tidligt af sted. Men den dumme elg havde ødelagt vores tidsplan - på den anden side ville vi i bagklogskabens ulideligt klare lys ikke have prioriteret anderledes.

Frokosten blev igen i dag nydt på skovtursmanér; her ved Maligne River.

Dagens sidste seværdighed var Maligne Canyon, en af de dybeste kløfter i de canadiske Rockies. Kløften er næsten 20m dyb på sit dybeste sted og ikke mere end 2m bred på sit smalleste. Trailet ifm. kløften fører en over ikke mindre end 5 broer, så man gentagne gange kan stirre ned i mørket efter den brusende flod, som løber på bunden dybt under ens fødder. I tillæg hertil er der en række vandfald og sidst men ikke mindst 360millioner år gamle fossiler af, hvad der ligner snegle og krebsdyr.

Far holder godt fast i Hugo – der er langt ned til bunden i Maligne Canyon.