Radium Hot Springs

Lørdag, d. 15/9

Første punkt på dagens program var at få betalt for overnatningen og få reserveret en plads til den kommende nat. Med sikkerhed for at vi havde en plads, når vi vendte tilbage senere på dagen, kørte vi ned i byen, hvor første stop som sædvanlig var turistkontoret. Her fik vi en forklaring på de mange flotte biler, vi var blevet overhalet af på gårsdagens køretur gennem Kootenay NP – der var som en del af den årlige byfest en større biludstilling i byen. Når nu byen hedder ”Radium Hot Springs” er de varme kilder ikke overraskende byens største seværdighed, og et must-do, når man besøger byen. Da kilderne er voldsomt populære, blev vi anbefalet at besøge dem først, da der nærmest er overbefolket sidst på dagen.

Mor og Hjalte nyder det 40 grader varme vand, mens Hugo er på udkig efter nogen at skræmme med sin hajfinne.

De varme kilder i de canadiske Rocky Mountains (Der er varme kilder i Banff, i Jasper/Miette og her i Radium) var i sin tid det klart største trækplaster for de mange turister. Kilderne skulle eftersigende kunne kurere alverdens sygdomme, hvilket vist har været svært siden at bevise videnskabeligt. Men en ting er sikkert, at lade sig nedsænke i 40 grader varmt vand er utroligt afslappende, så mon ikke der er noget om snakken.

Et meget lille udsnit af udstillingen. Som det kan ses, viste vejret sig fra sine bedste side – havde også været synd med regnvejr med de timer, der er blevet brugt med polérkludene.

Nærmest totalt i opløsning efter at have været (alt for længe) i det dejligt varme vand, var det tid til en hurtig gang frokost, inden vi skulle ned og kigge på biler. Udstilling viste sig noget større end forventet; mere end 1.000 biler var stillet op på rad og række på den lokale golfklubs driving range. Selvfølgelig var en stor del af bilerne amerikanske ”muscle cars” fra 60’erne men også ”hotrods” og mere almindelige klassikere var repræsenteret – til gengæld var der nærmest ingen ikke-amerikanske biler. Der var så mange biler, at vi langt fra nåede at se dem alle, før de sidst på eftermiddagen forlod golfbanen for at køre en paradetur gennem byen. 

Mor har fundet sin favorit; nok mest på grund af den lilla farve, som også gik i igen i interiøret.

Det giver ikke meget mening at forsøge at beskrive nogle af de mange biler, men da billeder som bekendt siger mere end ord, får I her en mindre kavalkade:

En Challenger i en farve, som bedst kan beskrives som ”letgenkendelig”.

Sådan så denne Nova vist ikke ud originalt: Læg mærke til luftindtaget, de ekstremt brede bagdæk og ikke mindst ”bøjlen” (ses umiddelbart bag baghjulet), som skal begrænse forhjulsløftet, når der lægges fra land.

En ellers ganske ordinær Ford F150 har fået en større omlakering – om man så kan lide motiverne med skeletcomboys på heste er vist en smagssag.

Endnu hotrod, mon ikke donorbilen er en Ford fra begyndelsen af 30’erne.

En Cobra – lyden fra de to sidepipes, med hvad der må vurderes som nærmest fri udblæsning, var øredøvende.

En Chevrolet Bel Air fra 50’erne. Igen må man tvivle på, at bilen blev leveret i de farver.

Et af de mere gale køretøjer. Størrelsen er svær at fornemme på billedet, men man skulle være mindst 2m høj for at se hen over kølerhjelmen.

Som flertallet af ovenstående billeder indikerer, er det ikke altid originalitet, der lægges mest vægt på, når biler skal udstilles. Ikke desto mindre, var det imponerende at se de mange biler, som deres ejere tydeligvis havde brugt oceaner af tid. Det var ikke kun bilerne, som imponerede, men også den afslappede stemning, som omgav udstillingen. Her var en imødekommenhed de enkelte ejere imellem, som på ingen måde indikerede, at der også var tale om en konkurrence. Gode råd og fif blev tilsyneladende flittigt udvekslet hen over kølerhjelmene.

Da flertallet af biler havde forladt pladsen, var det også tid for os at komme videre. Mor ville op på markedet, mens far ville op på hovedgaden og se bilerne køre forbi endnu en gang – og da markedet lå op ad hovedgaden, var der ikke tale om modsatrettede interesser, så vi fik hurtigt boder/biler i syne. Markedet var lidt af en skuffelse; tilsyneladende var det stort set de samme boder som vi havde set på i Banff for 3-4 dage siden (dem der havde ”stjålet vores P-plads). Billerne skuffede heldigvis ikke; nu var der også kommet lyd på.

En af de mindre dramatiske af de 14 opstillinger, hvor hverken korsfæstelsen eller de indledende prygl fremgår. Hugo er knap så kulturelt interesseret – her forsøger han at fange nogle af de mange græshopper.

Inden turen gik tilbage til campingpladsen, var der tid til også at være lidt kulturelle. På en skråning i udkanten af byen har man illustreret Jesus’ lidelseshistorie gennem 14 opstillinger/statuer. Vi kom ved en fejltagelse til at gå ruten den forkerte vej, men da slutningen på historien allerede var kendt, var det begrænset, hvor meget det betød.  Mere bemærkelsesværdigt var det, at der på ”donationsbøssen” var skrevet ”Mange Tak”.

Hugo putter gladelig mønter i ”donationsbøtten. Hvad han ikke ved, er, at pengene stammer fra hans egen sparegris!

Tilbage på campingpladsen stod den igen i dag på lettere forsinket aftensmad; i dag suppleret med ristede skumfiduser.