San Diego – Mall Las Americas

Onsdag, d. 21/11

Da vi ikke har modtaget nogen julegave ønsker, går vi ud fra, at I derhjemme simpelthen ikke ønsker julegaver! Las Americas PREMIUM OUTLETS ligger ved den mexicanske grænse; faktisk så tæt på, at man, hvis man misser afkørslen fra motorvejen, ender i Mexico.

Fra parkeringspladsen ved indkøbscenteret kan den mexicanske grænse ses. Flag i den størrelse er nu heller ikke til at overse.

Med mere end 125 butikker, som alle har fantastiske tilbud, kan man sagtens brug en hel dag og alt for mange penge her. Eftersigende skulle her normalt være proppet med mennesker, men da årets største shoppedag (Black Friday) kun er 2 dage forude, har mange af de lokale tilsyneladende udsat indkøbene, hvilket passede os fint. Las Americas er et udendørs center, hvor man går fra butik til butik ude i den friske luft, hvilket også gør oplevelsen mindre klaustrofobisk.

Hjalte og far tager sig et tiltrængt hvil.

Vi havde hjemmefra lavet en liste over ting, som vi i hvert fald skulle købe/kigge nærmere på. Første køb var to kufferter, som vil gøre det muligt rent faktisk at få resten af vores indkøb med hjem til Danmark. 2 store kufferter med hjul i en fornuftig kvalitet: 600kr. Næste butik var Disney, der dog viste sig som en skuffelse. Her havde de ikke rigtigt noget som faldt i vores smag, så det var et billigt besøg. Så var det en tur i Lewis, hvor 4 par bukser, 2 bælter, en poncho og lidt småting løb op i 1.200kr.

Her erfar da vist gået helt kold. Mon Hjalte kigger efter Hugo, som leger på legepladsen?

Så var det blevet tid til frokost, der blev indtaget i centerets foodcourt, hvorved Hugo og mor kunne spise kinesisk, mens far fik en sandwich; Hjalte spiste nok en gang ved sin mor. Efter endnu et par butikker, var det tid til en tur på legepladsen, for så spændende syntes Hugo heller ikke, at det var at prøve sko og tøj. Så mens mor kiggede på et par butikker mere, slappede Hjalte og far af og Hugo krudtede af – god fordeling.

I ført rødt tøj falder Hugo nærmest i et med karrusellen.

På en dag, hvor vi ikke havde forventet at se andre dyr end tøjdyrene i Disneybutikken, blev vi positivt overrasket. For selv i et indkøbscenter er der dyreliv; i nogle af de mange store blomsterkummer fløj der kolibrier fra blomst til blomst. Disse elegante småfugle er utroligt smukke med deres fjerdragt i changerende nuancer af grøn og rød, hvilket dog gør det noget sværere for forældre at lære deres børn om farver: ”Se den grønne, nej røde, nej grønne, røde…se dén fugl der!”

Dagens dyreliv; en kolibri, som fløj fra den ene farvestrålende blomst til den næste.

Tilbage til det, som var formålet med dagen, shopping. De næste butikker, som vi valgte at besøge var Calvin Klein, Nautica, Nike, Adidas, Puma og GAP, hvor udvalget i garderoben blev udvidet. Specielt GAP havde nogle fantastiske tilbud: Bodier til Hjalte til 5kr! Så jer der hjemme med små børn kan godt forvente en lille gave, hvor prismærket selvfølgelig er klippet af. Den sidste butik, vi var i, var NewBalance, hvor mor fik sig et par nye løbesko; et par NB1080 til under 300kr! Hvis en enkelt fra Told og Skat læser med, så vil vi her gerne benytte lejligheden til at understrege, at priserne her er så lave, så vi slet ikke er i nærheden af beløbsgrænsen på 3.250kr for toldfri indførelse.

Hugo har selv taget solbriller på.

Hjemme på campingpladsen, kom turen på legepladsen til at foregå i mørke, hvilket dog ikke lod til genere Hugo. Da det åbenbart er populært at campere i forbindelse med Thanksgiving (som er i morgen) er campingpladsen godt fyldt, hvilket gør, at legepladsen er tætpakket med børn – også klokken syv om aftenen.

Den sidste nationalpark forlades

Tirsdag, d. 20/11

Vores absolut sidste dag i en nationalpark, der alle som en har været fantastiske, skulle udnyttes fuldt ud. Efter morgenmaden blev rygsækken pakket, så vi var klar til at gå et af de trails, som udgår fra Cottonwood Campground, hvor vi havde overnattet. Valget faldt på det godt 2km lange Cottonwood spring trail, som fører til en lille kilde/oase. Også dette trail var udstyret med skilte, som her hovedsageligt fortalte om plantelivet; hvordan planterne i sin tid blev brugt af indianerne, og hvordan de i dag har fundet anvendelse i vores hverdag.

Den lille blå prik midt i billedet er Hugo, som er løbet i forvejen hen til næste skilt.

Når man vandrer gennem en ørken, hvor vegetation er lav, støvet og sparsom, er det nærmest som en åbenbaring, når man kommer til et sted, hvor vand findes i større mængder. Ved Cottonwood Spring er der dog ikke tale om vand i overflod, men dog rigeligt til, at der omkring kilden gror høje træer og store palmer – en kærkommen afveksling.

Hugo og far med oasen i baggrunden. De store træer og ikke mindst palmerne ser man ikke ude i den ”almindelige” ørken.

Tilbage ved camperen blev opgavehæftet opdateres med de nye fund, herunder palmerne, inden turen gik mod rangerstationen. Her blev Hugo iført sin rangervest, hvor det efterhånden er svært at finde plads til flere skilte – godt dette er det sidste. Også denne gang var rangerne synligt imponerede af hans samling af skilte; tror efterhånden, det er et fåtal af selv rangerne, som har besøgt så mange nationalparker – og så har vi endda kun skilte fra ca. halvdelen!

Mens den ene ranger gennemgår Hugos opgavehæfte, har den anden tilsyneladende tabt kæben i ren beundring over Hugos mange rangerskilte.

Efter at have købt den sidste nationalparksmagnet, selvfølgelig med et joshuatræ på, gik turen mod parkens udgang. På vejen mod udgangen valgte vi at stoppe for lige at gå et enkelt trail mere; et 500m kort spor gennem ørkenen, der fint indrammede, hvad Joshua Tree NP indeholder. Nok engang var dyrelivet begrænset; en enkelt død fugleedderkop blev det dog til.

Skilte beder en om at holde øje med edderkopper på vejene, men dette døde eksemplar var alt, hvad vi så til de 8-benede.

Med 275km til San Diego, som var hvor vi skulle hen, var der ikke tid til mange stops undervejs. Nok en gang fravalgte vi de største af motorvejene, hvilket denne gang blandt andet førte os forbi ”Salton Sea”. Salton Sea er speciel på mange måder: Den blev dannet så sent som i 1905, hvor Coloradofloden brød igennem en række dæmninger; den har ingen afløb; dens overflade er ca. 69m under havets (bunden på søens dybest sted er kun 1½m over det laveste punkt i Nordamerika (Badwater, Death Valley)) og så er det Californiens største sø. Søen binder på en lidt sjov måde en række af vores tidligere oplevelser sammen: Næstlaveste punkt i Nordamerika – vi har været på det laveste. Søen kunne ses fra Keys view, som vi besøgte i går. Søen er dannet af en løbsk Coloradoflod – hvilket Hoover Dam (som vi også har besøgt) nu sørger for ikke, kan ske igen.

De Californiske dale er utroligt frugtbare så længe, de bliver vandet. Uden den kunstvanding ville det meste henligge som ørken.

Næste begivenhed, var en vi godt kunne have været forude – pludselig nærmest fløj vi gennem luften! Vi var netop drejet fra en større hovedvej ind på en mindre hovedvej, da vejen uden varsel blev som et stort vaskebræt. Camperen hoppede og dansede hen over bakkerne – og det var ikke fordi, vi kørte specielt stærkt; selv med farten sat ned til 30km/t var vejen ubehagelig at køre på! Få km senere passerede vi en masse ATV’er, der kørte rundt i terrænet ved siden af vejen; det spor de kørte på så ud til at være mere jævnt, end den vej vi var på!

Et klip på ca. 1 minut, der viser hvor dårligt, man kan konstruere en vej. Hugo troede, vi kørte på McQueens første forsøg på at lave vejen i Kølerkildekøbing.

Heldigvis varede vaskebrættet ikke for evigt og vi kunne igen fortsætte i vores normale tempo: 80-90km/t. Turen gik nu gennem ”Anza-Borrego Desert State Park”, hvor hovedattraktionen tilsyneladende er de mange ATV(OHV, kaldes de herovre: Off Highway Vehicle)-spor. I hvert fald så vi ufatteligt mange af disse OHV; enten ude på sporene eller spændt efter biler/campere. Pludselig gav prisskiltet ved tankstationen, hvor vi forlod den store hovedvej, mening: ”RACING FUEL 6.99/gallon”.

Nogen gange bliver man så overrasket over de køretøjer, man møder på sin vej, at kameraet ikke bliver fundet frem tidsnok. Her er der tale om en lastbil med et rack til 2 ATV’er, som trækker en 6-hjulet campingvogn – dem ser man ikke mange af i Danmark.

På den anden side af ørkenen mødte vi igen lidt bjerge. Denne gang nåede vi op i godt 1.200m højde, inden det igen begyndte at gå nedad. ”Nedturen” faldt sammen med, at vi kørte ind på Interstate 10, motorvejen mod San Diego. Her var trafikken tæt og den blev ikke overraskende tættere jo mere vi nærmede os byen; til sidst holdt vi i kø. Heldigvis løsnede køen hurtigt op, og vi ankom til San Diego KOA, som ligger i forstaden Chula Vista kl. 16.30. Med den tidlige ankomst og fordi vi for en sjælden gangs skyld havde reserveret, kunne vi vælge mellem flere forskellige pladser. Vi prioriterede nærhed til legepladsen højere end fred og ro, hvorfor vi nu bor kun 15m fra legepladsen – så mon ikke Hugo kommer til at bruge en stor del af sine vågne timer der?

Efter små 300km i bilen havde Hugo i den grad brug for at få rørt sig, og så betød det ingenting, at mørket faldt på.

Legepladsen blev dog også straks taget i anvendelse, hvilket gav mor og far lejlighed til at planlægge de kommende dage i fred og ro. I morgen kommer den til at stå på shopping i et større outlet center nær den mexicanske grænse; så hvis I har nogle julegave ønsker, er det med at komme med dem nu!

Joshua Tree NP 2

Mandag, d. 19/11

Dagen i dag skulle bruges på at gå nogle af de kortere trails, som Joshua Tree NP byder på. Samtidig ville vi bevæge os mod den sydlige udgang, hvor vi ville overnatte, hvis der var ledigt på campingpladsen. Inden vi kunne komme af sted, måtte de sure pligter såsom opvasken og oprydning nødvendigvis klares. I den forbindelse blev Hugo sendt ud for at lege; udenfor blev han mødt af naboens ligeledes 2-årige dreng, som straks var klar på boldspil og kravlen henover sten. Da mor og far havde fået vasket op og derfor var klar til afgang, var Hugo langt fra færdig med at lege. Hugo fik nok en gang sin vilje, så mens far hyggesnakkede med naboen (som var på en 2 måneders tur noget lig vores bortset fra, at den foregik i en pick-up, hvor hele familien inklusiv de 2 små børn sov på det overdækkede lad!) legede Hugo lystigt videre.

Hugo og den nærligt jævnaldrende nabodreng klatrer på sten og spiller bold.

Da vi endelig kom af sted var første stop ”Hidden Valley”. Her er der tale om en lille dal på ikke meget mere end 1km, omkranset af godt 100m høje klipper. Klipperne er, som stort set alle andre lodrette sten i parken, meget populære blandt klatrere, hvilket gør dalen meget velbesøgt. For godt hundrede år siden blev dalen brugt af kvægtyve, der skjulte deres stjålne kreaturer her, indtil de fik dem ommærket eller solgt. At dalen i det hele taget kunne bruges til afgræsning af kvæg (for en kortere periode) skyldes, at klippesiderne sørger for, at blandt andet fugtigheden er højere inde i dalen, hvorfor dalen er noget mere frodig end den omgivende ørken.

Hugo har set, at de seriøse vandrere har vandrestave, så det vil han da også have.

Trailet rundt i dalen er små 2km langt og langs sporet er opsat skilte, der fortæller om både dalens geologi, plante/dyreliv og historie. Så der var tale om endnu et spor, hvor Hugo med jævne mellemrum ”stak af” for at være den første til at nå frem til det næste skilt. Om end dalen er frodigere end sine omgivelser, er der stadig tale om en ørken, så dyrelivet er stadigt begrænset, men et par firben og lidt fugle fik vi da set på vores godt en time lange hyggetur. Ellers var den mest sindsoprivende begivenhed, at det nok engang lykkedes os at tabe det mindste af vores kameraer ned i sandet; og denne gang er der vist for alvor kommet sand i mekanismen, som kører linsen ind/ud.

Hidden valley. Dalen er skjult bag klipper som den I ser bag os her. Her er det tilsyneladende lykkes os at finde et stykke klippe uden klatrere, hvilket ellers er så godt som umuligt.

Efter uden held at have forsøgt at reparere kameraet gik turen mod et andet 2km langt trail, ”Barker Dam”. Her burde sporet have endt ved en lille sø dannet på baggrund af en mindre dæmning opført af en af de hårdføre familier, som gennem tiden, har forsøgt at ernære sig ved kvægdrift herude. Men søen var tom, hvilket egentligt er meget symptomatisk for de ofte fejlslagne forsøg på at etablere sig i denne ørken. Det kan gå godt igennem en årrække, men bare et enkelt år eller to, hvor vejret ikke arter sig, og alle ens anstrengelser viser sig forgæves, hvilket mange har måttet sande gennem tiden.

Det vil være synd at sige, at denne dæmning passer ind i eller pynter på landskabet.

En sø uden vand, er jo ikke specielt spændende, men heldigvis er sporet en rundstrækning, hvor hjemturen leder en forbi nogle indianske petroglyffer. Petroglyfferne er ridset/malet lidt oppe af en klippeside, så for at komme tæt nok på til rigtigt at kunne se, hvad de forestiller, er det nødvendigt med lidt klatring. Så mens mor blev på jorden og holdt godt fast i vores ene tilbageværende kamera, klatrede Hugo og far de få meter op til ”graffitien”. Da tegnene er lavet af nomadeindianere uden et egentligt skriftsprog, er betydningen af tegnene desværre ikke kendt i dag. Hugo var nu heller ikke specielt interesseret i tegnene, men at klatre/kravle rundt samme med far, det var sjovt.

Hugo og far er her kravlet op, hvor petroglyfferne kan studeres på nært hold.

Efter at have spist frokost og løst lidt flere af junior ranger opgaverne gik turen mod ”keys View”, hvorfra man fra godt 1½km højde har udsigt til så vel det sydlige Californiens højeste punkt (Mt. San Gorgonio, 3.506m) som det laveste (Salton Sea, -69m). Selv om man fra Keys View kan se ufatteligt langt, er det tydeligt, at udsigten begrænses af forureningen fra industri/trafikken. Den er derfor langt fra så imponerende, som de nærmest uspolerede ”udsigter”, vi tidligere har oplevet i det sydlige Utah eller ved Grand Canyon.

Familien ved Keys View. Som det måske kan fornemmes, er det her luftforureningen, som sætter grænsen for, hvor langt man kan se.

Tilbage i camperen gik turen nu for alvor mod den sydlige udgang (turen til Keys View var en 10km blind vej). Eftersom den sydlige rangerstation, hvor Hugo skal aflægge sin sidste ranger ed på denne tur, lukkede allerede kl. 16, havde vi efterhånden lidt travlt. Vores plan A var dog stadig at tage en overnatning på Cottonwood Campground i umiddelbar nærhed af rangerstationen, men hvis alt var optaget, ville vi reelt ikke have andre muligheder end at forlade parken. Et enkelt længere stop på turen sydover kunne der dog afsættes tid til; valget faldt på ”Cholla Cactus Garden”. Da man her er kommet til den lavere liggende (og tørrere)Colorado Ørken er joshua træerne fra den højere liggende (og dermed koldere) Mojave Ørken næsten helt fortrængt af diverse afarter af kaktus.

Ser de kære Teddy Bear Cacti ikke søde og nuttede ud? Lige til at kramme…

Cholla kaktussen har fået kælenavnet ”Teddy Bear Cactus”, hvilket skyldes, at kaktussen ser blød og ”plysset” ud - men skindet bedrager i den grad. Chollaens øgenavn, som virker meget mere passende, er ”Jumping Cactus”, hvilket skyldes den lethed, som kaktussens mange pigge gennemtrænger alt, der kommer den for nær. Så det kunne nok være, vi havde Hugo i kort snor på den korte rundstrækning i ”haven”; for selv på et spor som dette, lader man i nationalparkernes ånd naturen gå sin gang, hvorfor de sylespidse kaktusser enkelte steder havde spredt sig ud over stien.

Hugo har fundet et af skiltene, der henviser til en tekst i et lille hæfte, som kan ses i fars hånd. Her ved kaktusserne fik Hugo ikke som vanligt lov til at løbe i forvejen. 

20min før lukketid var vi ved rangerstationen, tidsnok til at vi kunne nå at køre en tur omkring campingpladsen og se, om der skulle være ledige pladser. Det var der, rigeligt endda, hvorfor vi udskød den sidste ranger ed til i morgen og i stedet slog lejr. Vi valgte at spise tidligt, hvilket levnede tid til bål og skumfiduser.

Endnu en aften med bål. 10min efter dette billede blev taget, blev skumfiduserne fundet frem, lækkert.

Joshua Tree NP

Søndag, d. 18/11

Efter en begivenhedsløs nat på Walmarts parkeringsplads var vi hurtigt på farten igen og på vej mod den 25. og absolut sidste nationalpark på vores tur. Nu, hvor det var blevet lyst (de 350km vi tilbagelagde fra Solvang til Beaumont var alle foregået i mørke), kunne vi tydeligt se, at vi nærmede os ørkenen. Kontrasten mellem de grønne kunstvandede marker og de tørre, sandede udenoms arealer var ikke til at overse.

Et øde stykke vej, hvor kontrasten mellem områder, der bliver og ikke bliver vandet, er tydelig.

Ved besøgscenteret, som sjovt nok ligger 10km før man rent faktisk kører ind i nationalparken, blev vi mødt af et skilt, der bekendtgjorde, at alle campingpladser i parken var optaget – ikke godt. Heldigvis viste det sig, at skiltet ikke var blevet opdateret siden i forgårs, fredag. Da næsten alle campingpladser i Joshua Tree NP fungerer efter først-til-mølle-princippet, er det svært for besøgscentrene/rangerne at være fuldt opdaterede på campingpladsernes status, men den venlige ranger udpegede 3 pladser, hvor han mente, vi ville have størst sandsynlighed for at finde en plads.

De 2 største attraktioner i Joshua Tree NP; joshuatræerne og klipper, der kan klatres på.

Så efter et kort blik på vejrudsigten, der lover mere end 20 grader og 0 nedbør, et par anbefalinger på gode korte hikes og udlevering af et junior ranger opgavehæfte gik turen i rask tempo mod den første af de tre anbefalede campingpladser, Ryan. Efter kun at have stoppet ved selve indgangsstationen, hvor vores årskort blev fremvist for sidste gang, nåede vi frem til campingpladsen. Lykken ville, at der netop var én ledig plads, så den snuppede vi! Så allerede kl. godt 10 var Ryan Campground igen fyldt.

Den sidste ledige plads på Ryan Campground, så sådan her ud efter, vi havde slået lejr.

Som vi havde forudset, var der nærmest ingen faciliteter på campingpladsen - ikke engang vand. Godt vi fik købt rigeligt i Walmart i går, for herude i den tørre, næsten skyggefri ørken indtager man noget mere væske, end man gør under mere normale forhold. Efter at have tilbragt et par i timer i skyggen af camperen med boldspil og hygge, var tiden inde til en lille ørkenvandring. Vi valgte at gå den godt 1km lange tur til det nu forladte ”Ryan Farmhouse”, hvor kun lidt murværk og resterne af en vindmølle vidner om, at stedet var beboet for små hundrede år siden.

Resterne af Ryan Farmhouse. Hjalte og mor hænger ud i stuen, mens Hugo hænger ud ad vinduet.

Selvfølgelig er hverken dyre- eller planteliv overvældende, når man befinder sig i en ørken. Så meget desto mere imponerende er det liv, der så rent faktisk er til stede. Her er det ikke overraskende diverse kaktusser og forskellige arter af Yucca som dominerer, hvor det mest bemærkelsesværdige selvfølgelig er ”The Joshua Tree”, som parken er opkaldt efter. Når man kommer ud midt mellem dem - på et sted, hvor omgivelserne er flade, er det som at befinde sig i en særpræget skov, om end træerne står noget mere spredt, end vi er vant til fra de rigtige skove; men specielt er det.

Familien foran en lille håndfuld joshuatræer.

Udover de særprægede joshuatræer, er parken kendt for at være et mekka for klatrere. Her er utallige stenformationer og klippesider, som folk tilsyneladende flokkes om at forsøge at bestige. Langt de fleste af de andre campister på campingpladsen, viste sig da også at være klatrere, blandt andet vores naboer, som endda havde småbørn på nogenlunde Hugo og Hjalte størrelse.

Bålhygge, stjerner, fred og ro - dejligt.

Efter afkrydsning af de sete dyr og planter i Hugos opgavehæfte, stod den på ”klatring” på de store sten, som vores lejrplads er omgivet af. Med sit gåpåmod og manglende frygt for noget er Hugo et naturtalent, så nu mangler han bare teknikken og forståelsen for at bruge armene til balance og fastholdelse og benene til at komme opad med; i stedet for at forsøge at hive sig op i armene. Aftenen afsluttedes med bål og kiggen på stjerner; herude hvor lysforureningen er minimal er stjernehimmelen så meget mere imponerende. Desværre kan man dog fornemme nærheden til vestkystens storbyer og den afledte luftforurening.