Zion NP

Tirsdag, d. 23/10

Uden at have været forstyrret i løbet af natten af ATV’ere eller andre brugere af de mange hjulspor, stod vi op til endnu en dejlig dag. Efter at have fået morgenmad var det på tide at sætte kursen mod Zion NP. Her mødte vi dagens første udfordring - vi havde parkeret i noget løst sand. Med far bag rattet kom vi stille og roligt af sted, men efter 5m sad vi fast… Med svadaen: ”Hvem er det, der er vant til at køre på stranden” blev far forvist fra rattet. Efter at far havde fjernet lidt sand foran hjulene, satte mor i gang – og med sandet sprøjtende til alle sider, så selv en Dakar-tilskuer ville blive overrasket, fløj vi ud af sandet og tilbage på fast underlag.

Kigger man nærmere på billedet, kan man se at underlaget er mere velegnet til 4-hjulstrækkere, end en klodset autocamper.

Ved ankomsten til Zion NP, fik vi som vanligt udleveret et kort og en avis ved indgangen. Normalt betaler vi ikke for at komme ind, da vi var forudseende nok til at købe et årskort i sin tid; de 80$ var givet godt ud, da adgang til en nationalpark normalt koster omkring 25$. Denne gang kom vi dog til at betale – ikke for indgangen men for passage af ”The Zion-Mt. Carmel Tunnel”, hvor alle køretøjer højere end 11’4’’ eller bredere end 7’10’’(vi er både højere og bredere) skal betale 15$ for en tur gennem tunnelen. Betalingen skyldes, at al modgående trafik stoppes, mens man kører igennem midt i tunnelen. Tunnelen, der er ca. 2km lang, blev sprængt gennem bjerget tilbage i slutningen af 20-erne, hvor antallet af store køretøjer var begrænset.

Et billede af indgangen til tunnelen; desværre i dårlig kvalitet, da det stammer fra en video af gennemkørslen af tunnelen. Videoen er dog for mørk til, at det giver mening at uploade den.

På den østlige side af tunnelen er den største seværdighed ”Checkerboard Mesa”, som er et bjerg, hvis overflade er ”ridset” på kryds og tværs, hvilket giver det en hvis lighed med et skakbræt. Vi nøjedes med at nyde synet af det spektakulære bjerg fra bilen, da vi ville være sikre på at få en plads på en af campingpladserne på den anden side af den førnævnte tunnel. En tunnel, der blev gennemkørt med en noget speciel mavefornemmelse; de havde stoppet al anden trafik bare pga. af os – alene det var de 15$ værd. Tunnelen i sig selv er et eksempel på et stykke imponerende ingeniørarbejde; for 85 år siden var det at sprænge sig gennem 2km klippe absolut ikke hverdagskost.

Cherker Board Mesa. Desværre er skakbrætsmønsteret ikke så tydeligt i den stærke belysning, som en skyfri himmel giver.

På den anden side af tunnelen forsøgte vi os først på ”Watchman Campground”, her kunne vi godt få en ledig plads, men kun for én nat. Da vi planlagde at bruge mindst 2 dage her, virkede det ikke så attraktivt, så vi kørte en tur over til den nærliggende ”South Campground”. I modsætning til på Watchman er alle pladser her først-til-mølle, og det var derfor ikke noget problem at få en plads for 2 nætter. Fra vores hjem for de næste par dage, var der kun få hundrede meter til besøgscenteret, så efter at have fundet os tilrette, var en gåtur hertil det næste gøremål. Ved besøgscenteret fik vi de sædvanlige gode råd og et opgavehæfte til Hugo, inden vi brugte den næste times tid på de udendørsudstillinger om parken, dens historie og plante/dyreliv. Selvfølgelig kan Hugo ikke fastholde interessen ved en række plancher, men heldigvis var der andre børn med samme udfordring, som han så kunne lege med.

Mor og drengene ved bredden af Virgin River. Det er ikke alle stenene i floden, som Hugo har smidt i.

Da størstedelen af Zion NP (Zion Canyon Scenic Drive) er lukket for al anden trafik end de gratis shuttlebusser, besluttede vi at bruge resten af dagen på at slappe af og planlægge morgendagens tur med bussen; Hugo var allerede spændt ved udsigten til at skulle ud at køre bus. Turen tilbage til campingpladsen gik langs ”Virgin River”, som er floden, der har udskåret Zion Canyon. Floden er relativ kort med sit udspring 50km nord for parken og sit udløb i ”Lake Mead” 200km sydvest for parken, men at floden tilsyneladende er lille, skal man ikke lade sig snyde af. Virgin River er i den grad vågen og fører årligt 1million tons sedimenter med sig; 80 % af disse flyttes på kun 15-20 dage, hvor floden svulmer op til mere end 50 gange sin normale størrelse! I dag var floden dog rolig, så faren forbundet med at gå langs bredden og smide sten og pinde i, var begrænset.

Vejen hjem til camperen er blokkeret af en mindre flok mule deer.

Vores rute fra floden tilbage til vores camper blev umiddelbart forhindret af en mindre flok mule deer, der gik og græssede inde midt på campingpladsen. Efter at have taget et par billeder og mindet Hugo om, at han skulle huske at krydse mule deer af i hans opgavehæfte, nåede vi helt tilbage til lejrpladsen, hvor resten af eftermiddagen gik med boldspil og græskarudskæring.

Mor er dybt koncentreret om de svære detaljer i det skræmmende motiv, hun har valgt til græskarret. Hjalte nyder den friske luft i sin musikspillende stol. Hvad Hugo laver under bordet vides ikke.

Da vi er kommet tilbage i varmen; her er dagtemperaturen stadig over 20, og om natten burde vi ikke komme meget under 10, nød vi de udendørsaktiviteter i det gode vejr; Hugo var i hvert fald glad for igen kun at være iført shorts og t-shirt.

Så er vi klar til Halloween.

Best Friends Animal Society

Mandag, d. 22/10

Kl. 6 ringede vækkeuret; nu var det spændende om mor trak dynen op over næsen eller ned over fødderne… Dynen kom ned og mor op! 10min senere var vi på vej mod Point Imperial for at se solopgangen. Umiddelbart så himlen noget overskyet ud, men da vi var kommet af sted, blev vi enige om at fortsætte. Point Imperial blev nået netop, som solen steg op over horisonten – og heldigvis var netop horisonten skyfri, så det var med at komme ud af bilen og få kammeraet på arbejde.

Skydækket, hvor stort set kun horisonten var skyfri, gav en dramatisk solopgang over Grand Canyon.

Da det var en kold og ikke mindst blæsende morgen, var mor hurtig til at trække ”Hjalte-skal-ammes-kortet”, hvorefter hun forblev inden i bilen og nød solopgangen, mens far med stivfrosne fingre forsøgte at betjene kammeraet ude i blæsten. Tilbage i varmen kunne far konstatere, at mor havde haft for travlt med at nyde udsigten til at sætte vand over til kaffe, så der gik et par unødige minutter, før kropstemperaturen var tilbage på normalen. Den sidste del af solopgangen blev nydt sammen med morgenmaden, hvorefter de sidste opgaver i Hugos rangerhæfte blev løst.

Solens første stråler giver kløftens røde klipper en meget speciel glød.

Næste stop var besøgscenteret, hvor en magnet og et par bøger til drengene blev indkøbt, men vigtigst af alt, Hugo erhvervede sig endnu et junior ranger skilt. På besøgscenteret blev de udstoppede dyr og en figur af en Californisk Kondor beundret en sidste gang. Til spørgsmålet om, hvor chancen for at se en af de sjældne kondorer var størst, var svaret ”Navajo Broen”; men da et besøg ved broen vil give en omvej på tæt på 150km, og sandsynligheden for at se en af de majestætiske fugle under alle omstændigheder vil være minimal, prioriterer vi anderledes.

Denne stolte junior ranger kigger her nærmere på en udstilling med blandt andet en kalkun.

Inden vi kunne forlade Grand Canyon, måtte vi have et sidst blik ned i kløften, hvis størrelse endnu ikke er helt gået op for os. Fra besøgscenteret fører et kort trail til ”Bright Angel Point”, hvilket er det mest populære udsigtspunkt på den nordlige kant; ikke fordi udsigten er bedre her en fra eksempelvis Cape Royal, hvor vi var i går, men fordi Bright Angel Point kun ligger få hundrede meter fra den historiske Grand Canyon Lodge. En Lodge der på trods af, at den har en næste uspoleret udsigt over kløften, er nærmest umulig at se fra den sydlige kant. Arkitekten gjorde sig i sin tid ekstremt umage med at få lodgen til at falde i et med det omkringliggende landskab.

Far på toppen af ”Bright Angel Point”. Hvis far venter på, at der skal gro englevinger ud, kommer han nok til at vente et godt stykke tid! 

Grand Canyon NP blev forladt uden stadig helt at have forstået kløftens proportioner. På vores vej gennem ”Kaibab National Forest”, blev vi vidne til et specielt optrin: På en relativ åben eng, ser vi 3 store fugle; en i luften, som viser sig at være en ravn, og 2 på jorden 3m fra hinanden. Den ene af fuglene (endnu en ravn)på jorden letter, hvorefter den anden fugl på jorden (en ”Golden Eagle”) sætter efter den, tydeligvis på jagt. Det får den allerede luftbårne ravn til at starte en jagt på ørnen. Jægeren bliver til den jagede, og ørnen opgiver hurtigt sin egen jagt tager i stedet flugten – med ravnen lige i hælene indtil de forsvinder over skoven.

Grand Canyon Lodge. Som det ses på farve/materialevalget, har man gjort en stor indsats for at falde i et med omgivelserne.

Resten af turen tilbage til Byen Kanab, som vi også var kørt igennem på vores vej sydover var uden de store begivenheder. Umiddelbart udenfor Kanab passerede vi et skilt med teksten: ”ANIMAL SHELTER – visitor center, tours”; skiltet var vi også kørt forbi på vores vej mod Grand Canyon. Den gang var det lykkedes far at overbevise mor om, at det havde vi ikke tid til – det lykkedes ikke denne gang. 5min senere efter at have passeret utallige hestefolde og grisestier parkerede vi på ”Best Friends Animal Shelther”s parkeringplads.

Fra dette udsigtspunkt i Arizona, kan det fjerne plateau i Utah mere end 150km væk sagtens ses. Den øde vej til Kanab bugter sig i dalsænkningen.

Da Hugo var i gang med en forsinket eftermiddagslur, blev mor sendt op til besøgscenteret for at finde ud af, hvad det her var for et sted. 10min senere returnerede hun med øjne så store som tekopper, og fortalte uden pause om stedets dets dyr, størrelse osv. Da det endelig lykkedes far at afbryde talestrømmen, og få stillet spørgsmålet: ”Og hvad så nu?”. Strømmen af ord startede igen… essensen denne gang var dog, at der var en guidet tur om 15min, som mor meget gerne ville deltage i. Da Hugo stadig sov, og han sjældent er alt for medgørlig det første stykke tid efter at være blevet vækket, blev far tilbage i camperen med den sovende Hugo, mens mor og Hjalte tog på tur.

Internatet ligger i fantastiske omgivelser, som dyrene kan nyde, når de færdes udenfor.

Den 90 minutter lange guidede tur, var den eneste måde, hvorpå man kunne komme op og se deres hunde- og katte-afdeling; hvilke var de to afdelinger, mor havde mest interesse i. Turen gik dog også forbi deres gnaver-, fugle- og zoodyrs-afdelinger, som alle havde deres eget ”stykke” af bjerget.

Guiden fortalte ikke kun om dyrene. Hun havde også historier om området, som havde lagt kulisser til mange gamle film. Selv den ene hestestald/lade, var en gammel filmkulisse - efter guidens udsagn, til en elendig gammel film, som hun kun havde set helt færdig på grund af laden. Laden ses til venstre i billedet (et billede taget i forbifarten).

Op af bjergvejen kørte vi forbi adskillige hestefolde; hver gang stoppede vores kvindelige guide op og fortalte om hestene; hvorfor de var der, og hvor længe de havde været der. Det tog sin tid, for i øjeblikket har de langt over 40 heste, og historien er den samme: ”gamle heste, som folk ikke vil have mere og som andre ikke er interesse i at adoptere, da de ikke kan rides mere”. De manglede i den grad nye ejere til seniorheste med skavanker.

Guiden fortalte stolt om, at de engang havde en hest med så dårlig hov, at benet skulle amputeres. Problemet var, at en hest kan ikke klare sig med kun 3 ben, som eksempelvis hunde og katte kan. Derfor kørte de hesten tværs over landet for at få den til en specialdyrlæge, som kunne lave en protese til den. Kort fortalt, så endte hesten med, at have kostet en formue; den døde kort tid efter amputationen af en af dens andre lidelser. I mellemtiden havde en ”hemmelig” sponsor givet en hestestald til den sølle 3-benede hest. Hesten nåede aldrig selv at få glæde af stalden, men det har andre heste sidenhen, forklarede guiden med glæde - og så hilste hun på de næste heste vi kørte forbi!

Det var denne katte afdeling/hus vi besøgte. I dette hus var der 5 katte flokke med ca. 25 katte i hver.

Den ene af de 5 grupper var katte med særlige behov: Sky katte, katte som strintede, en-øjede katte, katte der så mærkelige ud på grund af gamle skader osv. guiden kunne den ene mere sørgelige historie efter den anden om disse katte. Katte som konstant blev forsøgt afsat til os gæster på denne guidede tur (de guidede ture bruges åbenbart til at skaffe nye katteejere). Internatets udfordring med denne tur var, at vi var fra henholdsvis Danmark og Australien, så der blev ikke afsat nogen katte.

Her er kattene fra afdelingen, vi besøgte. Læg mærke til Cowdie, som har været her på internatet siden 1999. 

Det mest skræmmende var, at de havde et hus dedikerede til fede katte, og det var ikke kun overvægtige katte, som de fik ind udefra, men også dem de selv ”lavede” fede på grund af overfodring og for lidt motion. På denne tur blev mor klar over, at kattedamer er mærkelige! for ikke nok med, at de taler om disse katte, som om de var deres børn, så græd de, når de endelig kom af med en af kattene (de var lige kommet af med en kat, som havde boet der i 18 år). Guiden læste Harry Potter højt for kattene i et af husene hver lørdag! Nogle af de andre kattedamer ville lugte til Hjalte, og da de nærmest spærrede døren for mor, turde hun ikke andet end at give dem lov. De nøjedes dog ikke med at lugte - de kyssede også Hjalte utallige gange oven på hovedet… katte damer er mærkelige! Trods det, gjorde de et stor stykke arbejde og videreformidlede mange 100 katte om året.

Det er guiden, der står i midten af billede. Hun fortæller her, at de har en afdeling med kun syge katte, som kræver ekstra pleje, katte med diabetes, lammelser, dårlige hofter, dårlige nyrer, blinde osv.

Personalet ved hundene var mere normale. De fortalte, at de kun havde gadekryds; alle racehunde blev med det samme videreformidlet tilbage til raceklubberne. Deres hundeafdeling var delt op i flere enheder, og denne enhed, som vi besøgte, havde sidste år videreformidlet mere end 100 hunde. En enhed består af 5 båse med alt fra 2-5 hunde i hver bås, de mente, at hunde havde bedst af at have en makker/flok at tilhøre, når de var på internatet. Internatet havde haft lidt af en udfordring efter, at småhunde var blevet så populære, for det var deres indhegninger ikke bygget til. Men når man er i et område med både ugler og ørne, skal der simpelthen hegn hen over disse små hunde, medmindre det også tæller som videreformidling, når adoptanten har andre planer end at passe og pleje. Her hos hundene brugte de rigtige meget ”sleep-over”, hvor dem som boede på den tilknyttede campingplads, kunne hente en hund og sove sammen med den; det var en måde, hvorpå de videreformidlede mange af deres hunde.

Turen var så spændende, at mor næsten glemte at tage billeder - men hun fik da taget et billede af hundeafdelingen.

Best Friends Animal Society får i gennemsnit 2000 forespørgsler om måneden, om de kan overtage folks dyr. Som guiden forklarede, er udfordringen, at én forespørgsels kan indeholde fx 17 heste, 8 hunde og 10 katte. Så er du interesseret i at adoptere et dyr, er her nummeret på Best Friends Animal Society: +1-435-644-2001.

Da mor godt 1½ time senere returnerede, gik familien en fællestur blandt hestene og grisene. Hugo var mest interesseret i hestene og ikke mindst de bolde, de havde som legetøj. Med lidt frisk luft i lungerne var vi klar til igen at fortsætte turen. Da tiden efterhånden var noget fremskreden, ville vi end ikke forsøge at køre til Zion NP, da risikoen for at finde en fyldt campingplads der, simpelthen ville være for stor. Så en overnatningsmulighed i nærheden ville være det optimale. Desværre var det oplagte valg: Internatets egen RV campground fuldt optaget. Ja, ” Best Friends Animal Society” har deres egen campingplads, hvor man blandt andet kan låne en hund eller en gris for en nat; idéen er så at folk ender med at adoptere dyret.

”Mon mor hellere ville have haft en pige”, ser Hugo ud til at tænke.

Vi endte med at campere på en nærliggende skovtursplads, som vist hovedsageligt blev brugt af folk med ATV’ere, i hvert fald udgik der fra pladsen talrige hjulspor ud i det omkring liggende terræn. Vi hverken så eller (endnu vigtigere) hørte nogle ATV’ere eller 4-hjulstrækkere; faktisk havde vi den store plads helt for os selv.

Grand Canyon - North Rim

Søndag, d. 21/10

Igen en morgen, hvor det bare var med at komme af sted. Da vi i går var gået relativt tidligt på køjen, var vi oppe før solen; så i tusmørket gik turen mod Grand Canyon. Da vi endnu en gang var på færde på det tidspunkt, hvor mange af dyrene er mest aktive, måtte vi flere gange i løbet af de 70km bremse op for dyr på vejen; hovedsageligt mule deer og pronghorn.

Solopgangen set gennem en skov som brændte for 5-6 år siden.

Indgangsstationen ved nationalparken, var ikke bemandet, så vi tog selv et kort og en avis. Et skilt bekendtgjorde: ”HIGWAY 67 CAN CLOSE WITH LITTLE OR NO WARNING DUE TO SNOW”, da Highway 67 er den eneste vej ind til ”North Rim” og dermed også den eneste vej ud, kastede vi lige et ekstra blik op på himlen, inden vi fortsatte mod campingpladsen. Ved ankomsten til campingpladsen gik det op for os at Arizona er i en anden tidszonen, så klokken var ikke 9 som vi troede, men kun 8! Pladsen så ikke ud til at være fyldt, men da registreringsprocessen tilsyneladende ikke foregik på campingpladsen men ved besøgscenteret et par kilometer derfra, kørte vi hurtigt videre.

Hugo og mor leger med kameraet. Hugo er vild med at se billeder af sig selv; faktisk så vild, at det ikke er altid, billederne er taget, før han vil se.

Ved besøgscenteret, som ikke længere var bemandet med rangere, eftersom flertallet af disse havde forladt parken for en uge siden, da sommersæsonen  sluttede, fik vi de sædvanlige gode råd og endnu et opgavehæfte til Hugo. Bag besøgscenteret fandt vi den automat, hvor vi skulle betale for en plads på campingpladsen. Det gjorde vi så og modtog en kvittering, som efterfølgende skulle sættes på en stang ved den valgte plads. Tilbage til campingpladsen, hvor vi hurtigt fandt en ledig plads, dejligt.

Camperen parkeret på en skyggefuld campingplads; skygge var dog ikke det, vi havde mest behov med dagtemperaturer omkring de 15 grader.

Planen var herefter at følge besøgscenteret råd om at køre de små 40km til ”Cape Royal”, hvor der i tillæg til en fantastisk udsigt over kløften også var et par kortere trails, der tiltalte os. På vejen til Cape Royal kommer man forbi flere udsigtspunkter, hvor man uden at forlade bilen kan få de første glimt af den gigantiske kløft. Gigantisk er nærmest for lille et ord til at beskrive Grand Canyon, der med sin længe på mere end 400km, en gennemsnitlig bredde på mere end 15km og en dybde på op til 2km er større end man kan fatte. Det klippelag, som udgør den nuværende bund af kløften, menes at være 2 milliarder år gammelt! altså næsten halvt så gammel som jorden.

Grand Canyon. Kløften har en størrelsen, der gør, at det fulde overblik kun kan fås fra luften. I må her nøjes med et billede fra kanten.

Ved Cape Royal, hvor man går de sidste 500m fra parkeringspladsen, har man ikke overraskende en helt fantastisk udsigt ud over og ned i kløften. Da man samtidig befinder sig i et af de tyndest befolkede områder i USA, og luftforureningen derfor er minimal, kan man se ufatteligt langt; bjerge mere end 100km væk kan sagtens udpeges.

Far udpeger Coloradofloden for Hugo. Floden kan kun ses få steder fra den nordlige kant, blandt andet her ved Cape Royal.

Et mindre side-trail på sporet til Cape Royal fører ud på et andet udsigtspunkt, ”Angels Window”, hvor en større del af Coloradofloden kan ses. Floden er ellers ikke synlig fra det meste af den nordlige kant, da den oftest er skjult bag nogle af de mange klippeformationer, som floden har efterladt i sit evige projekt for at grave kløften så dyb som mulig. Da vi endelig fik løsrevet os fra den ubeskrivelige udsigt, stod den på frokost i camperen, inden vi gav os i kast med det godt 1½km lange ”Cliff Spring Trail”.

Familien foran Angels Window (over Hugos hoved). Som det ses bag mors hoved, er der adgang ud på selve Angels Window, hvorfra udsigten selvfølgelig også er fantastisk.

Cliff Spring trail går langs en udtørret bæk og til tider under et større klippeudhæng, indtil man til sidst når kilden ved klippesiden. Fra kilden har man igen en fantastisk udsigt, hvor den sidekløft, man nu befinder sig i, på smukkeste vis indrammer vuet ud i selve Grand Canyon.

Hugo og far ved kilden under klippen.

Langs sporet ligger et ca 1000år gammelt forrådskammer, som indianerne brugte til opbevaring af bønner, majs, squash og hvad de ellers dyrkede. Hugo var dog overbevist om, at det var til æbler, og da han på turen tilbage fra kilden fandt et æbleskrog, insisterede han på at det skulle ind i forrådskammeret. Den efterhånden store dreng havde endnu en dag med gode ben, og det blev til mere end 3km for egen kraft, hvilket er meget imponerende, taget i betragtning, at hovedparten af distancen er i meget ujævnt terræn.

Forrådskammeret, hvor Hugo var overbevist om, at der var æbler. Nok mest fordi ”æble” er nyt i ordforrådet.

Næste stop var ved ”Walhalla Overlook/Ruins” (der var ingen forklaring på den slående lighed med nordisk mytologi). Ruinerne her er godt 900år gamle og stammer fra Puebloindianerne, som egentlig holdt til nede ved floden, men i sommermånederne søgte tilflugt fra varmen i kløften heroppe i 2.500m højde.

Hjalte og mor kigger interesseret på ruinerne af en næste 1000 år gammel ”sommerlejr”. Hugo tabte interessen, da han ikke måtte gå balancegang på murresterne.

Tilbage i bilen gik turen via endnu et par udsigtspunkter til den nordlige kants højeste punkt, ”Point Imperial”, hvor man fra 2.700m har udsigt ned i ”Marble Canyon” (endnu en sidekløft) og til det fjerne ”Mount Hayden”. Da udsigten her er mod øst, skulle det også være det bedste sted at se solopgangen, hvilket med det samme fik mor til at udbryde: ”Her skal vi ud i morgen tidlig, hvornår står solen op?”. Men lad os nu se, mor er normalt bedre til at trække dynen op over næsen, end til at springe ud af sengen, når vækkeuret ringer.

Hugo og far kigger ud over kløften. Ved det stykke af floden, som ses til venstre, holdt puebloindianerne til i størstedelen af året.

Tilbage på campingpladsen stod den nok engang på boldspil og grillmad, inden en kort aftentur til den nærliggende sidekløft afsluttede dagen.

Hugo tager sig et lille hvil efter at have spillet bold med mor og far.