Afsked med turens første nationalpark

Tirsdag, d. 21/8

Efter nogle skønne dag i Nationalparken, skulle den sidste formiddag lige nydes i fulde drag; så efter endt morgenmad, stod den på ”Know af tree trail”. For Hugo gik der sport i, at komme først hen til skiltene, der beskrev de forskellige træer, så han fik sig en morgen løbetur. Med den fart Hugo havde for dagen, var vi hurtigt tilbage til vores camper igen, så der var god tid til at få vasket begge drenge.

Her er det Hugos, som får et udendørsbad. For ikke at skræmme dyrelivet bade vi andre indendørs.

Kl. 12.20 kørte vi nordøst over mod ”Lone Fir”, en mindre lejrplads umiddelbart udenfor nationalparken, men inden i den tilstødende ”Okanogan National Forest”. Den relative korte distance ca. 50 miles tog sin tid; Rangerne havde nemlig anbefalet os, at stoppe ved hver eneste rasteplads/udsigtspunkt langs ruten, for at nyde naturen: Floder, vandfald, bjerge, dæmninger osv.

Et lille vandfald som vi havde adgang til, da vi spiste frokost.

Et af de steder, vi gjorde et længere hold ved var ved Diablo Dam; en af de tre større dæmninger som sørger for at tæmme Skagit River. Her blæste og føg med småsten, men udsigten var fantastisk.

Hugo og far på dæmningen. Den kraftige vind umuliggjorde hovedbeklædning, så det blev en kort tur i den stærke sol.

Den næste pause, vi holdt, var ved Diabloklippen. Endnu et fantastiskudkigspunkt, hvor vi kunne se ud over dalen, den opdæmmede sø, og dæmningen, vi ”lige” havde kørt over.

Mor nyder udsigten over den opdæmmede sø.

Sidste stop inden ”Lone fir” lejrplads var Washington Pass Overlook. Her oppefra, kunne man se langt – langt ned; ned på den vej vi kørte på.

Denne vej er den eneste asfalt vej igennem parken og for at det ikke skal være løgn, så er vejen lukket i 6 måneder af året (fra midt november til midt april).

Hugo lod sig ikke genere af højden; det gjorde mor og far lidt anspænt, for Hugo ville ikke holde i hånd hele tiden, som mor og far mente, at han skulle. Selvstændighedsfasen for en toårig er en udfordring i den højde..

Mor og drengene ved udsigtspunktet "Washington Pass". Mor holder godt fast i Hugo, som ikke endnu har den fornødne respekt for højder.

Sidst på eftermiddagen, ankom vi så til ”Lone Fir”. Mens far fik betalt for overnatningen, begyndte mor at gøre aftensmaden klar, som det fremgår af billedet, spiser vi varieret; vi veksler mellem bøf på grill og bøf på bål ;-).

I dag står menuen på bøf over bål, lækkert.

Efter aftensmadsmaden stod den på familiehygge. Far og Hugo læser bog om Peter Pedal på telttur - en meget lærerig bog om glæder og farer ved campinglivet; f. eks. farer Peter Pedal vild, da han ikke lytter til "Manden med den gule hat"s formaninger.

North Cascades National Park – del 3

Mandag, d. 20/8

Opmuntret af gårsdagens gode erfaringer med at vandre rundt i den omgivende skov, besluttede vi os for at give os i kast med nogle af de lidt længere spor. I første omgang var målet ”Newhalem”, en mikroskopisk landsby opstået i forbindelse med etableringen af den nærliggende dæmning (Gorge Dam) med tilhørende vandkraftværk (Gorge Powerhouse). I Newhalem skulle der være en lille købmandsbutik, hvor vi kunne få suppleret op på de forsyninger, vi var ved at løbe tør for; primært vand og øl.

Hugo i fuldt firspring gennem skoven. Der er allerede samlet sten til at kaste i den næste flod.

Den første del af turen forløb uden problemer, her var sporet godt afmærket og mulighederne for at komme på afveje begrænset. Efter godt en kilometer skulle vi træffe et valg, her delte sporet sig nemlig i 2. Vi valgte sporet til højre, som ifølge vores kort ville være den korteste vej til Newhalem; så kunne vi jo altid vælge den lidt længere vej hjem, hvis kræfterne slog til. 40min., mange bandeord, en hel del undren over sporets beskaffenhed/stejlhed senere endte sporet blindt! Vi havde tilsyneladende valgt at følge arbejdsstien op til, hvor vandet blev ledt til det nu delvist nedlagte ”Newhalem Creek Powerhouse” (bygget for at kunne drive savværket og skaffe elektricitet til at kunne bygge den store dæmning).

Det spor, vi fulgte, endte blindt oppe, hvor røret starter.

Der var ikke andet at gøre end at vende om! Og lad os med det samme fastslå, at en klapvogn ikke er velegnet til hældninger tæt på 30%. Nede igen opdagede vi hurtigt, at sporet først delte sig 50m fra, hvor vi var drejet af.

Hængebroen over Skagit River. Umiddelbart på den anden side ligger Newhalem.

Det sidste stykke ind mod Newhalem udgøres af en hængebro, og umiddelbart på den anden side af floden er der opsat borde/bænke, så her blev den medbragte og nu mere end velfortjente frokost indtaget. Med fornyet energi besluttede vi os for at begive os de mod selve ”Gorge Powerhouse” i forbindelse hermed skulle der nemlig være etableret en fantastisk have med bl.a. naturlige vandfald.

Et af talrige smukke vandfald i parken.

Idémanden bag dæmningen/kraftværket var en dedikeret botaniker, så da han så muligheden for at kombinere forretning med fornøjelse ved at etablere en overdådig park, der kunne fungere som reklame for elektricitetens fortræffeligheder. Oprindeligt var dele af parken opvarmet, hvilket muliggjorde tropiske planter såsom bananpalmer! I dag var haven bragt tilbage til et mere ”naturligt” udgangspunkt med lokale planter. Klapvognsvenlig var haven på ingen måde; vandfald ”fungerer” naturligvis kun ved elevation så trapper er uundgåelige.

Familien er trådt ud på en af de mange små broer i parken.

Tilbage i Newhalem var det på tide med en velfortjent is inden vi fik lejlighed til at kigge nærmere på en anden af byen attraktioner; det oprindelige tog, som havde fragtet folk og forsyningen til og fra byen. På vej hjem kom klapvognen endelige til sin ret; Hugo var efter 5-6 timers vandring endelig klar til at overgive sig og tage sin velfortjente lur – utroligt, hvad de små ben kan klare.

Hugo forsøger at ringe med klokken, men 15kg. er for lidt til at bevæge den tunge klokke. Med fars hjælp gik det "lige".

Vi voksne havde endnu ikke fået styret lysten til at vandre, så vi begav os mod et gammelt indianer tilholdssted. Her har klipperne dannet et naturligt shelter, som indianerne naturligt nok har udnyttet til at søge ly.

Børnene sover. I baggrunden ses det naturlige shelter, som klippefremspringet danner.

Hjemme igen stod den på den sædvanlige kombination af hygge, grillmad og bål – i dagens anledning udvidet med ristede skumfiduser.

Hugo rister skumfiduser. "Rister" er måske så meget sagt, en mere dækkende betegnelse ville være "afbrænder".

North Cascades National Park – del 2

Søndag, d. 19/8

Dagen skulle bruges på at gå på opdagelse i naturen i nationalparken. Med små børn er der en naturlig begrænsning i, hvor langt fra alfarvej man kan begive sig. Det naturlige sted at starte er nationalparkens besøgscenter, så det gjorde vi. Her stod en række af gårsdagens glade musikkanter klar til at give råd og vejledning om parken, dens dyr og planter og de mange spor/trails som man kan begive sig ud på; det virkede umiddelbart som om, de var mere på hjemmebane udi naturvejledning end i brugen af instrumenter/sangstemme. Besøgscenteret var også hjemsted for en meget informativ udstilling om nationalparkens dyre/planteliv og historie tilbage fra istiden osv.

Familien samlet ved udsigtspunktet. I baggrunden ses nogle af de mange bjergtoppe.

Efter en lang række gode råd og en opdatering på, hvilke spor, der var mest interessante at gå, var vi klar til at tage på hiking (hvis det ellers kan kaldes det, når man har taget klapvogn med). Første mål var et nærliggende udsigtspunkt, hvor der var rig mulighed for at få taget nogle billeder af de omkringliggende bjergtoppe.

Pinnacle Peak med tilhørende gletsjer ses her gennem formiddagsdisen. Nationalparken er hjemsted for mere end 350 gletsjere.

Efter at have nydt udsigten, var det på tide at give os i kast med vores første rigtige trail i North Cascades National Park. Valget faldt på ”River Loop Trail”, dersom navnet antyder, ville føre os ned til floden; i dette tilfælde Skagit River, den 3. største flod på den amerikanske vestkyst.

Hugo, mor og Hjalte ved bredden af Skagit River. Flodens vand er tyrkisgrønt, hvilket skyldes, at vandet hovedsageligt stammer fra smeltende gletsjere, som har knust underliggende sten.

Selvom selve sporet kun er få km. langt, tager det sin tid at gå; ikke så meget fordi det var ufremkommeligt, men mere fordi, der er så mange spændende ting at kigge på – ikke mindst for en 2-årig.

Et hult Cedertræ! Sjovt for både børn og barnlige sjæle.

Vel hjemme ved lejren igen stod resten af dagen på afslapning, hygge og mad på bål.

Der tændes op på spejdermanér. Hugo lytter "interesseret" til den lange fortælling om pyramidebålets fortræffeligheder.

North Cascades National Park - del 1

Lørdag, d. 18/8

Belært af gårsdagens erfaringer var dagens første gøremål, at få ringet for at reservere en overnatningsmulighed. Når der er tale om nationalparker foregår dette via et centralt callcenter; her kunne den flinke dame i den anden ende oplyse om, at reservationer skulle foretages med mindst 3 dages varsel, hvorfor hun ikke kunne hjælpe. Hun kunne dog oplyse, at der i nationalparken var en lang række ”campsites”, som erhverves efter først-til-mølle princippet… så vi fik travlt med at få pakket sammen og komme af sted.

Et meget langt lige stykke highway, hvor trafikken en lørdag formiddag er meget begrænset.

På vej mod nationalparken, holdt vi kun en pause; ved ”North Cascades National Park Wilderness Information Center”, en rangerstation, som er lokaliseret få kilometer fra parkens afgrænsning. Her stoppede vi for at se om vi ad den vej kunne reservere en plads. Det kunne vi ikke og den venlige ranger kunne fortælle, at alt havde været optaget dagen forinden. Med endnu større grad af bekymring fortsatte vi turen.

Så er camperen parkeret. Her skal den holde de næste 3 døgn. Ja, der er stadig hedebølge, så Hugo er kun iført body.

Kl. 10.30 kørte vi igennem porten ved ”Newhalen Creek Campground”. Vores bønner var hørt; her var ganske få ledige pladser. Campsite 33 loop B skulle nu være vores base de næste 3 dage; en plads uden hook-up (vand/strøm/kloak) hvilket betød, at vi måtte nøjes med autocamperens indbyggede tanke/batterier. Pladsen havde dog en centralt beliggende mulighed for at få tømt tankene og påfyldt ferskvand. Mens Hugo og far gik på opdagelse i nærområdet, pakkede mor ud og Hjalte tog sig en lille lur.

Hugo er vist bare glad for, at det snart er spisetid.

Med god tid til aftensmaden, skulle vores nye grill indvies, så menuen stod på røde bøffer, sødekartofler, bagte løg og tomater. Under vores ellers fredelige måltid, blev vi forstyrret af en mindre flok park rangers med instrumenter, som reklamerede for aftens arrangement; live musik på amphiscenen.

Så er der dømt fællessang. "The lions sleep tonight" er her blevet til noget i retning af "On the icecold glacier" og ikke til "Vimmersvej" som vi kender den.

Den musikalske optræden bestod af hjemmelavede tekster om nationalparken, som så var sat til kendte melodier såsom John Denvers ”leaving on a jetplane”. Lad os med det samme fastslå, at musikalitet ikke er et optagelseskrav, hvis man søger jobbet som park ranger – men hyggeligt var det. Det var den dag; med ro i sindet og visheden om, at vi ikke havde nogen som helst bindinger dagen efter, gik vi til ro.