Museum of the Rockies

Torsdag, d. 27/9

Dagen i dag startede tidligt, da vi gerne ville nå både museet med dinosaurusser og at komme til Yellowstone NP tidsnok til at sikre os en campingplads. Kl. 08.30 parkerede vi foran Museum of the Rockies i byen Bozeman. 

Her er Hugo ved at blive ædt af ”Big Mike”. Læg mærke til frygten i Hugos ansigt – reelt smerte fordi far kom til at slå hans hoved mod en af de 10cm lange bronzetænder.

Musset er verdenskendt for sin store samling af fossiler fra dinosaurusser, herunder det største Tyrannosaurus rex kranium, som nogensinde er fundet; det 1½m lange ”Custer Skull”. Udstillingen, som i tillæg til de mange fossiler, indeholdt virkelighedstro kopier af diverse dinosaurusser i naturlig størrelse, var ekstremt spændende og informativt; her kunne man sagtens have brugt en hel dag. Hugo er dog ikke helt gammel nok til at kunne fastholde koncentrationen om et emne så længe, så nogle af tingene måtte vi gå lidt for hurtigt forbi. Udover de livagtige kopier af dinosaurusser var det, Hugo fandt mest interessant, et kæmpefjernsyn, hvorpå der blev afspillet en video med nulevende dinosaurusser – fugle.

Familien foran en af de livagtige dinosaurusser. Læg mærke til den lille i dino nederst til venstre; den bevægede brystkassen, som trak den vejret. Hugo troede den sov, så han tyssede på dem, som kom forbi.

Omend museet er absolut mest kendt for den del, der omhandler den fjerne fortid, er det ikke alt, hvad det indeholder. Her er også en udstilling, om de første folk som befolkede området (indianerne); deres kultur, levevis, redskaber osv. Igen en meget interessant udstilling, specielt den del, der omhandlede interaktionen mellem indianerne og de første hvide, som kom til området. Næste udstilling var om Montanas historie gennem de sidste 150-200år, hvilket for os var et kærkomment gensyn med nogle af de seværdigheder/steder, som vi havde besøgt de seneste par dage. Her var mere information om Montanas første guldfund i Bannack, og flere detaljer om blandt andet betydningen/mængden af kobber i Butte. Butte producerede på et tidspunkt 15% af verdens kobber!

Et overblik over en lille del af den imponerende udstilling. I denne del af museet var dinosaurusserne opstillet i virkelighedstro scenarier. Hypotesen om, at den farvestrålende dinosaurus ude til højre, som angriber et noget større dyr, rent faktisk agerede sådan, er blandt andet baseret på sammenligninger mellem dens kløer og nulevende dyrs kløer (hvor man selvsagt kender anvendelsen).

Den sidste udstilling var om Napoleon. En udstilling, der ikke har det fjerneste at gøre med hverken Montana, dinosaurusser eller indianerne at gøre. Denne udstilling hører til í kategorien af skiftende udstillinger, hvor museet med jævne mellemrum opsætter noget nyt. Vi nærmest løb igennem den udstilling for at komme til museets sidste del: Børneafdelingen. Med det er da egentligt tankevækkende, at på Napoleons tid, var denne del af USA, end ikke udforsket af hvide mennesker!

Godt Hjalte sov, ellers var han nok blevet noget forskrækket over at se sin mor og storebror med ”Bald Eagle”-masker.

Børneafdelingen er indrettet som et opdagelsescenter, omhandlende Yellowstone NP, hvilket næppe kunne passe bedre, da Yellowstone som bekendt er vores næste mål. Her kan de 0-8 årige (og deres forældre) se parkens dyr, her dog konstrueret af alverdens genbrugsmaterialer, hvor eksempelvis en golftaske gør det ud for benet på en bison. Man kan få fisketegn og fiske med en magnetisk fiskestang efter ørreder, hvor det indlæringsmæssige går på de 2 forskellige slags ørreder, som findes i Yellowstone. Den ene er oprindelig, vigtig for økosystemet og truet, og skal derfor sættes ud igen, mens den anden er blevet introduceret, gør mere skade end gavn, og derfor gerne må beholdes. Sidst men ikke mindst (troede vi) er der en kopi af gejseren, Old Faithful. Gejserkopien viste sig som noget af en skuffelse; da man åbenbart vil være helt sikker på ikke at skræmme de mindste børn, er den noget tam – nu håber vi bare, at de rigtige gejsere, som vi skal se de næste par dage, ikke skuffer på samme måde.

Hugo og mor dybt koncentrerede. Løg også mærke til svanen opbygget af en postkasse, et bordben, et par paletter, en masse gummihandsker, en svømmefod og andre forhåndenværende ting.

Efter at have købt den obligatoriske magnet og et par børnebøger om dinosaurusser gik turen mod Yellowstone. Vi havde valgt den nordlige indgang, hvilket så også betød, at vi passerede igennem den historiske stenbue, som Præsident Roosevelt i sin tid lagde hjørnestenen til. Små 10km efter indgangen passerede vi campingpladsen ved Mammoth Hot Springs. Planen var at lave det første stop ved besøgscenteret i netop Mammoth for at få en opdatering på vejr, campingpladser, aktiviteter osv. Men 30sek efter forbikørslen af campingpladsen, hvor vi kunne konstatere, at den så overraskende fyldt ud, besluttede vi at vende om for at sikre os en plads. Det viste sig som en overordentligt god idé; vi fik den næstsidste ledige plads!

Heldigvis var Mammoth ikke fyldt, som skiltet ellers antyder. At sommersæsonen er ved at være forbi, er tydeligt.

På besøgscenteret var det første, som fangede vores opmærksomhed, og det vi har været mest bekymret for: Vejrudsigten. Heldigvis tyder det ikke på nattefrost (vi kommer tæt på) de kommende nætter, hvilket er grobunden for vores frygt. Mareridtet er frosne/sprængte tanke/vandrør. Med ro i sindet kunne vi derfor begynde at fokusere på de kommende dages aktiviteter. Da rangeraktiviteterne i Glacier NP havde været så stor en succes, ville vi indledningsvis fokusere på disse. Den næstkommende var allerede en time senere; en mindre vandretur gennem den historiske del af Mammoth med titlen: ”Calling in the Cavalry”.

Hvad det er, Hugo forklarer rangeren, står hen i det uvisse – nok også for rangeren.

Den historiske vandring skulle vise sig at blive yderst interessant, ikke bare fordi guiden var dygtig og emnet interessant, men i mindst lige så høj grad fordi en Elk/Wapiti-tyr konstant forstyrrede turen og byen generelt. Det er netop på denne årstid, at store flokke af diverse hjorte kommer ned fra bjergene for at overvintre i dalene (hvor byerne og vejene er placeret). Denne Elk/Wapiti spankulerede rundt, som ejede han hele byen – kom der en bil i vejen fik den en tur med geviret – håber, billederne var ridserne i siden værd.

Her er han, byens konge – det mente han i hvert fald selv. Vi skulle nu heller ikke nyde noget af at komme på tværs af det gevir.

Tilbage til den guidede tur. Yellowstone, verdens første NP, blev oprettet i 1872. Som verdens første havde man naturligvis ikke nogle erfaringer at bygge på, og da lovgivningen på området heller ikke var dækkende endte de første år nærmest i kaos: krybskytteri, vandalisme, souvenir/trofæ-jagt på naturen, påsatte brande osv. til sidst var man lige ved helt at opgive hele konceptet om en nationalpark. Redningen blev hæren, mere specifikt kavaleriet. De overtog i 1886 ansvaret for parken, hvilket de havde frem til 1918, hvor det nydannede National Park Service overtog hvervet. En stor del af bygningerne i Mammoth stammer fra tiden, hvor kavaleriet havde ansvaret for parken. Udover bygningerne efterlod hæren sig et andet tydeligt ”mærke”; de havde fået lagt 15cm jord over en stor del at området og plantet græs herpå til deres heste – mon det er derfor, byen er så populær hos de græsædende Elk?

En flok på 10-12 Elk har fundet byens græsarealer for fristende.

Tilbage på campingpladsen, blev vi ikke overraskende mødt af et FULL-skilt. Synd for dem, der ikke har fået plads, og nu sandsynligvis må ud af parken for at overnatte; Yellowstone accepterer nemlig ikke campering udenfor campingpladserne overhovedet. Den kære Elk og flere af dens artsfæller var ikke færdige med at forstyrre os; de kunne høres resten af aftenen/natten og på lyden at dømme, var de ved flere lejlighed temmeligt tæt på. Nok også derfor campingmutter indskærpede, at vi ikke måtte hænge tørresnore eller lignende op. Sådan er det at være tæt på naturen, dejligt!

Lewis & Clark Caverns

Onsdag, d. 26/9

Efter at have truffet beslutningen om at tage endnu en overnatning i statsparken og have en dag uden alt for megen planlagt aktivitet, var der kun et punkt på programmet; hulerne. Efter en stille morgen, kørte vi de 5km op ad bjerget til parkens andet besøgscenter, som også er udgangspunkt for de guidede ture ind i grotterne. Her var beskeden, at vi kunne komme med en skoleklasse på en tur umiddelbart, eller vente en god halv time og så tage ”normal” tur; vi valgte option nr. 2.

Hugo nyder udsigten, mens far læser om de mange fossiler fundet i klipperne i området.

Det viste sig som en god idé. De eneste andre på vores tur var en kvinde og hendes 75 årige bedstemor, så guiden kunne rigeligt overskue os. Vi oplevede derfor ikke det ellers velkendte fænomen, at man ikke får hørt hele fortællingen, fordi man tilfældigvis danner bagtrop. Turen startede med en ½t gåtur op ad bjerget for at komme til grotternes indgang. Her fik vi historien om hulernes opdagelse i 1892 (Hulerne er altså ikke opdaget af Lewis & Clark ekspeditionen, som ellers kun var få km herfra i 1805. At de er opkaldt efter de to opdagelsesrejsende, skyldes udelukkende, at man ikke mente, man kunne være bekendt ikke at have opkaldt noget efter to så vigtige personer i amerikansk historie).

Mor og drengene ved indgangen til grotterne. Mor er vist ikke helt tryg ved situation – godt, hun kan holde Hugo i hånden.

Historien fortsatte med, hvordan der indledningsvis var strid om retten til grotterne, indtil den amerikanske stat fik dem overdraget. Staten lagde så administrationen af hulerne ind under Yellowstone NP. Her havde man dog rigeligt at bruge kræfterne på, så man nøjedes med at opfører et gitter og låse hullerne af for offentligheden. Det fik så en af opdagerne af grotterne (som havde tabt rettighederne til dem) til at klippe låsen og foretage ulovlig rundvisninger. Til sidst blev området overgivet til staten Montana, som siden har administreret grotterne som en statspark.

Så er vi kommet under jorden, hvor temperaturen året rundt er 10 grader.

Da grotterne er opstået i en klippeformation, som i sin tid er tiltet 55 grader, er de ikke som de fleste andre huler horisontale, men derimod mere vertikale; sagt på en anden måde, der er tale om en række forbundne huller. Det betyder, at man bevæger sig små 200m ned i løbet af de 75min, den guidede tur inde i grotterne varer. Grotternes største attraktionsværdi består i de mange drypstensformationer, som man med bare et minimum af fantasi kan få til at forestille alverdens ting.

Et lille udpluk af nogle af de mange fantastiske drypstensformationer – utroligt, hvad vand, kalk og nogle årtusinder kan blive til.

Oprindeligt havde grotten kun en indgang (der naturligvis så også fungerede som udgang), for at gøre grotterne mere turistvenlige sprængte man for ca. 75år siden en 200 lang vandret tunnel ind til den nederste og største af grotterne; tunnelen fungerer i dag som udgang. Da man efter at have lavet den lange tunnel indledningsvis havde problemer med kraftige trækvinde, som udtørrede drypstenene, installerede man en sluse med døre i begge ender. Det var nu blevet til vores guides favoritting ved hullerne; umiddelbart inden vi forlod tunnelens mørke og kom tilbage i dagslyset, åbnede hun den yderste dør for straks efter at lukke den med et brag – herefter rullede ”tordenen” frem og tilbage i tunnelen i flere minutter!

Hugo og far studerer de sidste formationer, inden grotterne forlades.

Tilbage på lejrpladsen var der dømt total afslapning, altså lige indtil Hugo kom i tanke om den fantastisk legeplads, som han slet ikke blev færdig med i går. Så mor og far måtte skiftes til at lege med, hvilket blandt andet involverede ruchebaner og alverdens klatreanordninger. Heldigvis kom der andre børn senere på eftermiddagen, som kunne aflaste de stakkels forældre.

Det er blevet mørkt, og mor har kaldt flere gange, men med sådan en spændende legeplads skal jeg slæbes ind.

Bannack

Tirsdag, d. 25/9

Mens børnene endnu sov trygt, listede vi ud af byen efter at have fået tømt tankene. Det var nemlig lykkedes Hugo at få fyldt pottetanken aftenen forinden; han har fundet ud af at betjene fodpedalen, der skyller ud, hvilket normalt ikke er det store problem, da man bare kan slukke for vandpumpen. Men på campingpladsen havde vi været tilsluttet byvandet, så vandpumpen, der afgiver en meget distinkt lyd, havde ikke som vanligt, afsløret Hugos skarnsstreger!

Som i så mange andre tilfælde, er genveje ikke altid at foretrække.

Turen til Bannack udviklede sig til lidt af et eventyr; vi havde bedt GPS’en om at finde den korteste rute, hvilket vi senere fortrød eftertrykkeligt. Ruten, vi blev ledt af, førte os gennem et stykke nationalskov , hvor vejen til tider var uegnet for en 4-hjulstrækker – og vi er i en 7½m RV på 7-8T! ikke sjovt. Vejen krævede konstant koncentration fra både fører og passager, hvorfor den ellers utroligt smukke natur var svær at nyde. Vi nåede dog helskindede frem til Bannack, hvor vi kunne konstatere, at den længere rute ad hovedveje havde været mindst en time hurtigere – så meget for at skyde genvej.

Hugo byder velkommen i et af de mange forladte huse. Det var så varmt i spøgelsesbyen, at Hugo havde smidt sine bukser.

I sommeren 1862 fandt en flok guldgravere guld i den nærliggende ”Grasshopper Greek”, og grundlagde, hvad der senere skulle blive til, byen Bannack. Gode nyheder spredes som en steppebrand og allerede samme efterår var der 400 indbyggere; foråret 63 var indbyggertallet vokset til 3.000! Bannack var på et tidspunkt Territoriet Montanas (Montana var ikke blevet en stat endnu) hovedstad, hvilket en 2-etagers murstensbygning bevidner, den var nemlig bygget for at huse territoriets lovgivende forsamling. Den var samtidig den første bygning af mursten i Montana. Da Bannack små 20 år senere blev forpasset af jernbanen flyttedes hovedstaden til nærliggende Dillon, som havde fået jernbaneforbindelsen.

Sådan har Bannack set ud i mere end 100år! Og forhåbentlig ser den også sådan ud de næste 100.

I modsætning til mange af de andre spøgelsesbyer, har man i Bannack ikke forsøgt at lave et ”tivoli” ud af byen; her er der ikke liv i forretningerne, man ser ikke udklædte ”skuespillere” eller lignende. Byen ser stort set ud, som da den blev forladt. De mere end 50 huse er alle originale, det fleste er umøbleret, mens man i enkelte har genskabt interiøret f.eks. i skolen. Byen er fuld af historie(r), blandt andet om sheriffen, Henry Plummer, der i al hemmelighed ledede en røverbande kaldet, the Innocents”, som var ansvarlig for mere end 100 mord og utallige røverier på kun 8 måneder, inden de blev afsløret. Henry Plummer og hans to vicesheriffer blev hængt her i byen!

Familien ”hænger” her, hvor sheriffen og hans to vicesheriffer hang tilbage i 1864.

Men hvad er en spøgelsesby uden spøgelser? I Bannack er det efter sigende grædende babyer, man skulle kunne høre. Specielt fra ”Amede Bessette’s House”, der ofte blev brugt som karantæne sted, når epidemier af scarletfeber, difteri eller influenza brød ud. En anden sjov anekdote er om kirkens tilblivelse. En indianeropstand i sommeren 1877 rygtedes på vej mod byen, hvilket fik folk fra nærområdet til at strømme til byen i håb om beskyttelse. Tilfældigvis var den omrejsende præst i byen på daværende tidspunkt, og det lykkedes ham at få udnyttet frygten og den afledte religiøse vækkelse, samt det store antal ekstra folk i byen til at få bygget byens første og eneste kirke.

Her holdt frimurerne til på førstesal, mens der var skole nedenunder. Læg mærke til den antikke karrusel, som Hugo kører en tur på.

Efter at have vandret rundt i den forladte by det meste af dagen, var det på tide at sætte kursen østover igen. Inden vi ankommer til Yellowstone NP, er der dog mindst en enkelt seværdighed, vi gerne vil have med her nordvest for verdens ældste nationalpark. Denne seværdighed er ”Museum of the Rockies”, som ligger i byen Bozeman godt 100km nord for Yellowstone. Helt til Bozeman nåede vi dog ikke i dag, vi har gjort holdt for natten i ”Lewis & Clark Caverns State Park ca. 80km vest for Bozeman. Vi har slået lejr parkens campingplads, hvor vi fandt en plads 10m fra en legeplads, som Hugo brugte dagens sidste lyse timer på. Da hulerne, som er statsparkens berettigelse, ser yderst spændende ud, er det muligt, at vi tager endnu en overnatning her, vi får se.

Vores campingplads med legepladsen i baggrunden, som blev benyttet flittigt.

Butte

Mandag, d. 24/9

Da klokken var midnat inden vi havde fået ordnet vasketøj, valgte vi at forlænge opholdet i Butte med en dag. ”The richest hill in the world” er byens tilnavn, som hentyder til de mange rigdomme, der er fundet i jorden i og omkring byen. Butte er som utallige andre byer i området opstået på baggrund af guldfund tilbage for ca. 150år siden. Til forskel fra mange af de andre byer, som forsvandt ligeså hurtigt, som de opstod (når mængden af guld viste sig mindre end antaget, eller når åren var tømt) består Butte endnu.

Buttes fortsatte eksistens skyldes netop, at byen er grundlagt på ”The richest hill in the world”. Her var ikke bare en smule guld, men sølv, aluminium, zink og ikke mindst kobber. Med byens historie in mente var det naturligt, at dagens program kom til at handle om minedrift; første stop på denne tur var ”World Museum of Mining”. Her er der et par indendørsudstilling med blandt andet sten og mineraler fra området, men mere interessant er den udendørsdel af museet. Udenfor findes en restaureret mineby fra slutningen af 1800-tallet/begyndelsen af 1900-tallet komplet med forretningen, interiør osv.

Mor og drengene foran banken i byen. Bagerst til højre ses den rig, der fungerede som elevator/kran ned i minen.

Herudover er en mindre åben mine med udstyr brugt til minedrift gennem de sidste 150år, blandt andet en bulldozer fra 1940, som straks faldt i Hugos smag. Mest interessant er dog det, der foregår under jorden. I tillæg til en underjordisk udstilling, der illustrerer minearbejdernes vilkår, var det muligt at komme på en guidet tur, som afsluttes med et besøg i en rigtig mine.

Hugo ”sparker skovl” på denne Caterpillar bulldozer/gravko fra 1940.

Den guidede tur var yderst interessant. Vores guide var en superenergisk, hurtigttalende mand med tonsvis af historier og anekdoter om livet i minen og byen generelt. En af dem omhandlede kobberminearbejdernes vilkår; da kobber naturligt bindes til svovl, var vilkårene i disse miner horrible. Minearbejderne var konstant udsat for dryppende svovlsyre, hvilket blandt andet betød, at deres arbejdstøj kun havde en levetid på 3 dage, før det var ætset fra hinanden!

Og hvad har vi så her? Svaret fås sidst i dette blogindlæg...

Den anden halvdel af den guidede tur foregik under jorden. Her var børn under 5 år ikke tilladt, så mor blev over jorden med Hugo og Hjalte, mens far fulgte med ned i mørket. Under jorden fortsatte guiden den uendelige række af historie; om muldyrene, der, når de først var kommet ned i minen, aldrig så dagslys igen, men stadig havde bedre forhold end deres to-benene kolleger; om grådige mineejere, der for at effektivisere lavede alverden krumspring for at minimere arbejderne pauser, heriblandt placerede lokummerne de varmeste steder i minen, hvor temperaturen var over 70grader osv.

Tilsæt et mulddyr, lidt flere vogne, en afsindig varme, noget dårligt luft, en forfærdeligt masse støj og realismen ville være komplet.

Over jorden og forenet igen var det videre til det nærliggende college, Montana Tech, hvor der er udstillet mere end 1300 sten og mineraler, heriblandt en guldklump på næsten et kg, og en 200kg tung kvartskrystal; begge fundet i lokalområdet. Hugo fandt dog ”mørkekammeret” med alle de selvlysende sten mest interessant; her ser man først en lang række af egentligt ganske ordinære sten, men når lyset slukkes, går det ordinære fløjten, så lyser de i alverdens nuancer af pink, orange, gul og blå.

Mor og drengene på Montana Tech mineralmuseum foran en gevaldig ametyst.

Dagens sidste kulturelle stop var ved et kæmpe hul i jorden. Ved hvad der engang var USA's største åbne mine, er der nu kun et gigantisk hul. Hullet er 550m dybt, 2km langt, godt 1½km bredt og har en omkreds på 6½km. Fra denne mine blev der udvundet ca. 300milioner tons kobber! Minen var aktiv fra 1955 indtil 1982 og på de 27år havde man kun 6 dødsfald; et tal, der med dagens fokus på arbejdssikkerhed måske virker højt, men sat i forhold til det estimerede tal på 2.500 døde i de godt 100år man benyttede undergrundsminer, var arbejdssikkerheden da forbedret noget. Siden man stoppede med at udvinde fra minen, er hullet langsomt blevet fyldt med vand, og er derfor i dag et stærkt forurenet syrebad med en PH-værdi på ca. 2,5! I 2004 byggede man derfor et større rensningsanlæg, der med en kapacitet på 20millioner liter i døgnet, er i stand til at holde trit med den tilflydende mængde af grundvand, så nu går det langsomt, men sikkert den rigtige vej.

Mor har taget et selvportræt. I baggrunden ses det nu vandfyldte kæmpehul, som Berkeley Pit Mine har efterladt.

Hjemme på campingpladsen stod den på en tur på legepladsen og aftenhygge, inden camperen blev klargjort til en tidlig afgang dagen efter.

Hugo hygger sig i sin hule med fisk og en Rasmus Klump bog.

Svaret på billedquizzen: EN SNESCOOTER!