mandag den 22. oktober 2012

Capitol Reef NP - Fruita



Tirsdag, d. 16/10

En dejlig morgen, hvor solen endnu en gang skinnede fra en dybblå, skyfri himmel, så hvad kunne være bedre end at starte dagen med en rask travetur. Målet for vores tur på små 2km var besøgscenteret, hvor vi ville deltage i en rangeraktivitet; en fortælling om parken og dens geologi. Turen ned til besøgscenteret går langs hestefolde, historisk bygninger og plantager, så der var nok at kigge på. Af dyr så vi heste (tæller de med?) og mule deer, som græssede i en ledig hestefold. Eftersom der stadig var lidt mudder fra regnvejret for et par dage siden, så vi også en del dyrespor blandt andet fra vaskebjørne og hjorte.
En buk har sneget sig ind i en af plantagerne. I baggrunden ses lagdelingen af klipperne.
Geologi fortællingen drejede sig om parkens geologiske tilblivelse; om hvordan de forskellige stenlag er dannet; nogen mens området var under vand, andre mens der var ørken osv. Det specielle set med geologisk briller ved Capitol Reef er at hovedparten af 17 forskellige lag er synlige på én gang. Det skyldes, at da Coloradoplateauet blev skubbet op for 15 millioner år siden, revnede overfladen netop her og efterlod dermed en mere end 150km lang ”bjergkæde”, hvor disse lag altså er synlige. På de 15 millioner år der er gået siden, har vand, vind, gletsjere osv. gradvis nedbrudt de forskellige stenarter, hvilket har givet klipperne det udseende, de har i dag. Hugo havde noget svært ved at bevare koncentrationen gennem det 45min lange foredrag, men havde da udvist tilstedeværelse nok til, at rangeren ville underskrive hans opgavehæfte.
At møde børnene i børnehøjde bliver ikke nemmere af, at børnene sætter sig på knæ; stakkels ranger.
Gåturen tilbage til campingpladsen kunne foregå i et lidt mere adstadigt tempo, nu hvor vi ikke havde en binding i den anden ende. Det gav mulighed for at kigge nærmere på de fantastiske omgivelser. Fruita som det lille mormonsamfund døbte sig blev grundlagt i 1880/1881, da de første pionerer valgte at bosætte sig i den frodige dal. Her slog de sig primært på frugtavl: Æbler, pærer, abrikoser, kirsebær og ferskner. Livet her var hårdt og krævede en høj grad af selvforsyning, da der er langt til nærmeste ”civilisation”. Det lille samfund bestod aldrig af mere end 10 familier.
Mor og drengene foran smedjen. Fruitas første traktor (ca.1950) anes indenfor.
Lige ved siden af campingpladsen ligger det historisk ”Gifford farmhouse”. Der udover huset, som er nænsomt restaureret og nu fungerer som museum og en lille butik, består af en lade, en hestefold, et røgeri, haven og en række stengærde. I den lille butik sælger man reproducerede køkkenredskaber i stil med dem pionererne brugte; mor købte en kagerulle – far er stadigt noget nervøs for dens anvendelse. Der sælges også lokalproduceret kunsthåndværk og sidst, men ikke mindst frisk bagværk. Det var mere end, hvad far kunne stå for; en velduftende, lun æbletærte fik han sneget på disken, mens mor kiggede den anden vej – mon det var derfor, mor havde et behov for at købe en kagerulle? Hugo fik sig et bæger hjemmelavet jordbæris.
Hugo med sin hjemmelavede is, far med sin friskbagte æbletærte; mor mælkeallergiker med kameraet.
Efter at have hilst på hestene gik turen det sidste stykke tilbage til campingpladsen. Her stod den på afslapning og boldspil indtil aftensmaden skulle forberedes. Da dagen i dag var Hugos 2½års "fødselsdag", havde han fået lov til at bestemme menuen; pizza.
Hugo laver pizza. Hjalte kigger misundeligt på, mon ikke også han ville fortrække pizza frem for gulerodsmos, hvis han kunne sige noget.
Tilsyneladende en smule bekymret over at skulle sætte tænderne i noget, han selv har lavet.
ZZZ x 2 – dejligt.

Capitol Reef NP



Mandag, d. 15/10

I fugleflugtslinje er der næppe 100km mellem Canyonlands NP og Capitol Reef NP, men da vi normalt vælger at følge vejene, ville dagens køretur blive på ca. 250km. Inden vi begav os af sted, tog vi os dog tid til at nyde en endnu en fantastisk morgen – ikke en sky på himlen og en temperatur, der om end den startede encifret hurtigt steg. Da vi efterhånden var ved at løbe tør for brændstof; den er tørstig sådan en V8, så vores mere end 200L tank holder ikke så længe, var en benzintank det altoverskyggende mål for førstedelen af turen.
Melonboden med alverdens meloner og græskar. Mor har gemt sig halvt inden i boden, hvor hun tilsyneladende (baseret på tiden det tog) prøvesmager hele sortimentet.
En sådan fandt vi i den lille turistby, Green River, der sjovt nok ligger ved floden af samme navn – opfindsomheden er stor…Udover benzin fik vi handlet lidt frugt og grønt ved en større vejbod, hvor tilløbsstykket var udvalget af meloner. Efter lidt smagsprøver valgte mor at købe en ukendt melon (som hun nu har glemt navnet på), en vandmelon og et græskar.

Highway 24 hører ikke til de mest trafikkerede. Der var i hvert fald ingen fare forbundet med at stille sig ud midt på vejen for at tage dette billede.
Tilbage på motorvejen blev vi mødt af et skilt: ”NO SERVICES FOR THE NEXT 100 MILES”, hvilket fik os til at undres; hvordan kan man have mere end 150km mellem tankstationerne på en af de store motorveje, og hvorfor står skiltet, når man har passeret den sidste mulighed for at få fyldt tanken! Stadigt hovedrystende drejede vi fra motorvejen og fortsatte sydover på en meget lige og meget lidt trafikkeret hovedvej.


”Mærkelige” klippeformationer. Her med bløde bakker på højre side af vejen og skarpe kanter på venstre (i billedets baggrund).
De sidste 20km mod Capitol Reef NP begyndte landskabet at se ”mærkeligt” ud. Klipperne antog skiftevis skarpe og bløde kanter og skiftede brat farve fra eksempelvis rød til gul til grå, højst besynderligt. Få kilometer inde i Capitol Reef NP (og før besøgscenteret) blev vi mødt af frugtplantager, endnu mere besynderligt. Forklaringerne fik vi, da vi nåede besøgscenteret: Klippernes forskellige udseende skyldes, at jordoverfladen netop her ”foldede sig”, da Rocky Mountains blev dannet for ca 60 millioner år siden, og dermed blotlagde de fleste af de underliggende jordlag. Det er svært at forklare, men forestil jer en lagkage, som tabes på jorden, hvorved de forskellige lag kommer til syne.
Her ses lidt af lagkagen; de forskellige lag fremtræder stadigt tydeligt efter flere millioner års erosion.
De føromtalte plantager skyldes mormoner, som bosatte sig i området for godt 130 år siden, hvor de i den frugtbare og beskyttede dal, slog sig på frugtavl. Da rangeren på besøgscenteret til spørgsmålet om, hvorvidt campingpladsen var fuldt optaget, svarede: ”Nej, overraskende ikke – det plejer den ellers at være på dette tidspunkt”, fik vi travlt med at komme derhen og sikre os en plads. Det lykkedes heldigvis; og hvilket sted – ”Fruita Campground” udstråler en ro og idyl, som vi ikke har set magen til på vores nu 2 måneder lange tur.
Far sidder krumbøjet over computeren; måske er han i gang med at forfatte netop dette indlæg. Omkring ham ses de mange løvtræer i det tidlige efterårs talrige nuancer. Bagerst anes den ”varme” klippevæg.
Hvad der lige nøjagtigt forårsager denne ”ro og idyl” er svært at sætte fingeren på; måske er det de store majestætiske løvtræer i efterårets mange farver, måske er det den nærliggende hestefold, måske er det de små flokke af hjorte, som fredeligt går gennem pladsen, måske er det, det specielle lys som tilbagekastes fra klipperne (reelt virker det mere, som om klipperne udstråler varme og lys, end at de bare reflekterer solen)? Vi ved det ikke, men sikkert er det, at vi tager mindst 3 overnatninger her. Vi er vist nærmest allerede forelskede i stedet – og vi har kun været her i få timer!

lørdag den 20. oktober 2012

Canyonlands NP



Søndag, d. 14/10

En morgen, hvor vi godt kunne mærke, at vi er kommet tilbage i varmen; allerede først på formiddagen var vejret til shorts og T-shirt, dejligt. Mens Hugo og far fortsatte gårsdagens legen med fjernstyret bil, spillen fodbold og gik en tur på legepladsen, benyttede mor lejligheden til at fået muget ud i camperen. Efter en afslappende morgen/formiddag (i hvert fald for drengene) gik turen mod Canyonlands NP.
Selv Hjalte er røget ud af camperen - så hvad laver far indenfor, når Hugo og bolden venter på ham?
Og så siger man, at mænd ikke kan multitaske; far kan da både tømme tanke og spille bold samtidig.
Da Canyonlands NP ligger små 50km fra den campingplads, hvor vi havde overnattet, var vi fremme en lille time senere. Her var besøgscenteret som altid første stop, hvor de sædvanlige gode råd og anbefalinger blev modtaget. En kort film forklarede om de 3 meget forskellige dele af nationalparken: ”Island in the Sky” som er den mest tilgængelige, og derfor den del vi har valgt at besøge; ”The Nedless”, hvor der kun er omkring 10km asfalteret vej, resten er overladt til 4-hjulstrækkere og endelig ”The Maze”, som er endnu mere ufremkommelig. 3-delingen sker rent fysisk ved floderne; Colorado River og Green River løber sammen midt i parken og danner dermed de naturlige grænser (forestil jer et Mercedesmærke). Hovedårsagen til, at ”Island in the Sky” er blevet gjort tilgængelig, var jagten på uran i området for 50-60år siden – før der var tale om en nationalpark.
Mor og drengene ved et udsigtspunkt. Bag dem ses The Green River og den kløft, den har lavet.
Næste stop var ved et udsigtspunkt, hvor man fra kanten af det plateau, som Island in the Sky udgør, kunne se, hvordan The Green River gennem millioner af år har skåret sig ned gennem klippen. Endnu en gang imponeres man over vandets kraft. På vej til udsigtspunktet havde vi passeret parkens eneste campingplads; Her var alle 12 pladser, som forventet, optaget.
Upheavel Dome. Et større krater med en mærkelig forhøjning i. Oprindelse ukendt!
Så var det på tide med et hike; vi valgte det godt 2km lange ”Upheavel Dome Trail”, som fører til et krater med en forhøjning i; hverken krater eller forhøjning kender man oprindelsen på. Muligvis skyldes det særprægede ”arrangement”, at en større meteorit har ramt lodret ned for ca. 60 millioner år siden, muligvis er det resterne af en vulkan, eller formationen kan skyldes en underjordisk saltpude; teorierne er mange, reel viden mangelfuld. Sporet dertil er til tider noget stejlt, men Hugo havde gode ben og rundt omkring os på klipperne løb små firben, som hurtigt fangede Hugos interesse.
Et af de mange firben, som Hugo vær stærkt interesseret i, soler sig på den røde klippe.
Vi overså i første omgang det umiddelbare udsigtspunkt og fortsatte mod et lidt fjernere. Fra punkt nr. 2 er man relativt tæt på forhøjningen i midten, men mangler til gengæld overblikket over krateret; det modsatte gør sig gældende ved udsigtspunkt nr. 1, hvilket vi konstaterede, da vi fandt tilbage hertil.
Mor og drengene på kraterets kant. Hugo har tilsyneladende udpeget den underlige forhøjning.
Herefter var tiden kommet til at køre mod Island in the Skys sydligste punkt, ”Grand View Point Overlook”. Herfra fører et korte trail til et sted forfra, man kan se sammenløbet af de 2 floder, Colorado og Green. Men da Hugo i løbet af køreturen var faldet i søvn, nøjedes vi 3 andre med at gå de få meter til det umiddelbare udsigtspunkt. Her kunne de to floder ses, men desværre kun hver for sig.
Hjalte nyder udsigten fra Grand View Point Overlook.
Inden dagens vigtigste gøremål, Hugos forsøg på at få endnu en ranger-nål, var der netop tid til at slide lidt mere på skoene. Denne gang var det det 1km lange ”Mesa Arch Trail”, som vi havde valgt. Det specielle ved denne bue er, at den befinder på kanten af klippen; så en eventuel passage vil resultere i at ens sidste skridt ville blive på mere end 150m! Med sin placering kan buen benyttes til at indramme den bagvedliggende udsigt, hvilket gør den til et yndet mål for fotografer.
Familien foran Mesa Arch. Gennem buen ses en del af den røde kløft som Coloradofloden er ansvarlig for udskæringen af. I det fjerne skimtes La Sal bjergene, som er mere end 50km væk.
Tilbage ved besøgscenteret lykkedes det Hugo at erhverve sig endnu et junior ranger bevis med tilhørende skilt. Hans grønne rangervest er efterhånden godt besat med skilte, hvilket da også begynder at vække opsigt, når han stolt spankulerer rundt iklædt vest og hat for at aflægge endnu en ed.
Hugo følger bekymret med, da rangeren gennemgår hans opgavehæfte; er alt mon lavet rigtigt?

Hugo forsøger at fange refleksionerne fra sine mange rangerskilte, men når han træder ind i skyggen…

Tilbage var at finde et sted at overnatte. Vi valgte at forsøge os på den offentligt administrerede ”Horse Thief Campground”, som er lokaliseret godt 10km fra Canyonlands NP. Her var heldigvis plads til os, hvorefter dagens resterende gøremål bestod i udendørsleg, madlavning, nyde solnedgangen over ørkenen, hygge i camperen…
Endnu en dejlig dag er gået. Solen går ned bag bilen, og farver kortvarigt horisonten orange.

Arches NP 2



Lørdag, d. 13/10

Inden i besøgscenteret fangede et kunstigt pothole med insekter Hugos opmærksomhed.
Udenfor besøgscenteret var det de naturtro bronzeskulpturer, der fangede opmærksomheden. Gad vide om Hugo kan trække en død krage, en træsko og en håndfuld mudder op af lommen?
Da vi ikke følte, at vi var blevet helt færdige med Arches NP i går, besluttede vi os for at bruges endnu en dag i den spektakulære nationalpark. Efter et kort ophold på besøgscenteret, hvor parkvideoen og den tilhørende udstillingen blev set, var næste mål en rangerguidet tur, som ville tage os til: Turret Arch, North Window og South Window. Guiden var en yngre kvinde, som ikke var fuldgyldig ranger. Hun var vel nærmest at betragte som en form for praktikant, men et sådant praktikophold i en NP varer 6 måneder! Og da de rigtige rangerjobs er højt eftertragtede, bruges disse praktikophold til at få foden indenfor – hun var dog langt fra sikker på ansættelse til næste sæson. Guiden var mere biologi end geologi interesseret, så turen kom ikke til at handle om eksempelvis buernes tilblivelse, men i stedet om plante- og dyrelivet i parken, super interessant, men ikke helt som forventet – tilsyneladende har rangerne ret stor valgfrihed, når det kommer til emner på de rangerledede aktiviteter.
Guiden fortæller engageret, far lytter interesseret, Hugo er ikke involveret.
Af nyerhvervet viden, var informationen om, at jorden var levede. Altså ikke planeten jorden, men den jord man træder på; hvilket man så netop ikke bør gøre her. Mikroorganismer, der omdanner almindelig jord til ”Biological Soil Crust”, som forhindrer erosion, holder på fugtigheden og giver næring til planterne, er mere end 100år om denne proces – og bare et enkelt fodtrin ødelægger dette! Derfor er det ekstremt vigtigt, at man kun går på stier, på sten eller i udtørrede flodlejer.
Familien med ”Turret Arch” i baggrunden.
Guiden efterlod os ved foden af Turret Arch og anbefalede, at vi i stedet for den direkte vej tilbage til parkeringspladsen tog det primitive spor bag om de 2 ”vinduer”. Vi fulgte hendes råd, hvilket viste sig som en fantastisk idé. Langsomt blev der færre og færre folk omkring og efter mindre end et kvarter, var vi alene i verden – eller sådan føltes det i hvert fald. Velvidende, at der på den anden side af klipperne, mindre end 500m fra os var flere hundrede mennesker i evig kamp om parkeringspladser eller det bedste sted at fotografere en bue, eller… Og her var vi - helt alene, hvilken idyllisk fred.
”North & South Windows”. Mor og Hjalte er vindueskiggere.
Tilbage i mylderet gik turen mod ”Landscape Arch”, der med et spænd på næsten 100m er nationalparkens største. Udgangspunktet for sporet, der fører til Landscape Arch, ligger for enden af den 30km lange asfalterede vej. Parkeringspladsen her er udgangspunkt for flere spor og derfor næsten altid fyldt til bristepunktet, hvilket den selvfølgelig også var i dag – en lørdag i højsæsonen. Vi endte derfor med at måtte parkere flere hundrede meter nede af vejen. Hermed blev det 3km lange trail forlænget noget, men forpasse muligheden for se den største bue af dem alle, ville vi alligevel ikke.
Familien foran Landscape Arch, der med sit spænd på næsten 100m er den største i Arches NP.
Da vi et par timer senere returnerede til camperen var vi enige om, at vi nu havde fået set, hvad vi kom for. Tilbage var derfor kun et sidste stop ved besøgscenteret, hvor Hugo skulle forsøge at erhverve sig endnu et junior ranger skilt.
Hugo iført sin hat og vest sværger, at han vil passe på nationalparken, ikke smide affald og ikke fodre dyrene.
Da næste NP på vores tur er Canyonlands, kørte vi mod denne. Velvidende, at det ikke ville være muligt at erhverve en af de meget få campingpladser inde i denne NP heller, og efter 4 dage uden at have fået tømt vores tanke, stoppede vi ved Arch View Campground. Her benyttede vi samtidig lejligheden til at få vasket tøj, samt tage nogle lange varme bade uden at spekulere på, om vandtanken snart løber tør eller spildevandstanken snart er fuld.